gjaldt Trygð- eller Griðbrud, i hvilke Tilfælde Nævndervidne skulde benyttes (F. L. IV. 14, V. 9). Ifølge B. R. 46 og 96 skulde Settereden i Voldtægtssager, hvis Kvinden var blaa eller blodig, eller hendes Klæder sønderrevne, aflægges med Nævndervidne; i modsat Fald med Fangevidne. Ligesaa skulde efter B. R. 110 Sigtelse for Kjøb af ranet Guds fralægges ved Settered med Nævndervidne, hvis den var støttet af et bevisligt Rygte; i modsat Fald med Fangevidne. B. R. 115 kræver Settered med Nævndervidne, naar den Sigtedes Nøgle passer til den Bestjaalnes Hus; hvilket synes at tyde paa, at Fangevidne kunde anvendes, hvor ingen særlig mistænkelige Omstændigheder var tilstede, jfr. B. L. VIII. 8 og F. L. XV. 8, der i dette Tilfælde lader sig nøje med Femtered.
At et almindeligt Rygte betegner Nogen som skyldig, kunde efter de gamle Love aldrig faa Indflydelse paa Dommen; skjønt det forstaar sig, at Rygtet faktisk kunde faa Indflydelse paa Udfaldet, ved at gjøre det vanskeligere for den Sigtede at erholde Edshjælp. – Derimod fik Rygtet navnlig efter Frostatingsloven væsenlig Indflydelse med Hensyn til Adgangen til at rejse Sag. Der gjøres regelmæssig den Fordring, at, hvor Nogen vil optræde med nærgaaende Sigtelser mod en Anden, især hvis han ikke har nogen personlig Interesse i Paatalen, maa han bevise, at hans Sigtelse er bekræftet af Rygtet, da i modsat Fald den Sigtede ikke behøver at fralægge sig Beskyldningen, men uden videre kan søge den Anden som fjølmælismaðr. Denne Regel, der ogsaa gjaldt lige overfor Kongens og Kirkens Ombudsmænd, er sandsynligvis af kirkelig Oprindelse, og indkommen fra den kanoniske Proces[1], ligesom den ogsaa fra først af alene gjældte for Kristenrets-Sager, men efterhaanden er udstrakt ogsaa til verdslige. Allerede E. K. R. 41 forbyder Enhver at anklage Nogen for Troldom, hvor Troldommen ikke er øvet mod ham selv eller hans Hus, med mindre 3 Bønder eller flere bevidner, at der gaar Bygderygte derom. Samme Bestemmelse indeholdt den ældre Redaktion af G. L. 28 (N. gl.
- ↑ Jfr. Hertzberg, Proces S. 210–16. Krit. Vierteljahrschr. XVIII. S. 67. Zorn, Staat u. Kirche in Norw. S 43. fgg.
