Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/294

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

at den, der har faaet sin sidste Rest, skal formodes at have været Ophavsmand til striden, hvilket dog vel ikke er at forstaa bogstaveligt. Efter samme F. L. IV. 23 var Formodningen for, at der var 3 Gjerningsmænd til et Drab, der viser sig at være forøvet med 3 Vaaben, som man ikke plejer at bære samtidig (vápn úsambær). Efter F. L. IV. 5 og M. L. IV. 10 gjælder det som Bevis for alibi, naar den Sigtede har været saa langt borte fra Gjerningsstedet, at han ikke kunde fare 2 Gange frem og tilbage derimellem paa een Dag, jfr. Lovb. 6–6–16. – Aldeles uregelmæssig er Bestemmelsen i G. L. 182, at, hvor Herren sigtes for at have myrdet sin Træl, – dræbe ham kunde han ustraffet, naar han blot lyste det, – og der fandtes saar paa Liget, var dette fuldt Bevis imod Herren saa at denne endog var udelukket fra Ed.

Paa Fordringerne til den Sigtedes Forsvar fik Indicierne navnlig Indflydelse i Tyvssager. Efter G. L. 255 havde, som anført, den Omstændighed, at de i Nogens Besiddelse fundne Tyvekoster fandtes paa et sted, hvor de kunde være indbragte udenfra, den Indflydelse, at Besidderen fik Adgang til Benægtelsesed, der i modsat Fald var ham afskaaren, ligesom den Omstændighed, at Bestjaalne havde forsømt strax at lyse Tyveriet, efter Kap. 258 bevirkede, at den sigtede slap med Lyrittered istedetfor Settered (forandret i M. L. IX. 7, B. L. 6, jfrd ovf. S. 102). Efter F. L. XV. 8, 15 og 16 havde Stedet, hvor Kosterne fandtes, og Maaden, hvorpaa de var forvarede, Indflydelse paa, hvorvidt den sigtede skulde anlægge Settered, Femtered, eller Lyrittered. – Ved Afgjørelsen af, om Nægtelsesed skulde aflægges med Nævnder- eller Fangevidne, tager Frostatingsloven og Bjarkøretten ikke saa meget Hensyn til Sagens egen Betydelighed, som til de mod eller for den Sigtede iøvrigt talende Omstændigheder. Saaledes skulde efter B. R. 22, 83, jfr. F. L. X. 32 den-sigtede altid benytte Nævndervidne, hvor Sigtelsen var støttet med et enkelt Vidne, men ellers Fangevidne Efter F. L. IV. 7 havde i Drabstilfælde den, der havde lyst sin Gjerning, altid Ret til at benytte Fangevidne; med mindre den Dræbtes sigtelse stod i Strid med hans Forklaring, eller den Sigtede ved mistænkelig Adfærd havde vakt Formodning mod sig, eller Sigtelsen