skal lade dem besigtige, inden han bringer dem tilbage; efter Kap. 40 skal det afgjøres ved Skjøn, hvorvidt en vare er forfalsket[1]; Kap. 70 foreskriver Taxt over værdien af en Arbejdsmands Arbejde og Bekostningen ved hans Underhold; Kap. 182, jfr. F. L. IV. 56, over Erstatningen for en dræbt Træl og G. L. 57 over værdien af et Trællebarn; F. L. IV. 62 foreskriver Taxt over den af Røvere gjorte Skade, XII. 3, jfr. XIV. 4 over Forsalejordens Forbedring eller Forringelse; XIII. 1 over Mangler ved den lejede Jord; XIV. 2 over, hvor meget ombudsmanden har besveget sin Husbond[2]. F. L. XIII. 10 og 11, jfr. 12, 13, 21 samt XV. 13, bestemmer om ulovligt Aavirke i fremmed Skov, at Ejeren skal „lede Mænd til Stubben“, hvilke derefter optræder som Vidner baade om Skaden og dens Størrelse, jfr. G. L. 91, der foreskriver det samme. Paa samme Maade udtrykker sig G. L. 160, jfr. F. L. IV. 39, 40, om de Naboer, som den, der har dræbt en Anden i Nødværge eller retmæssig Harme, strax skulde tilkalde for at tage Gjerningen i øjesyn. I Drabssager foreskrives ofte Besigtigelse af Vaabenmærkerne paa Liget (meta vápnastað); ligesaa, hvor Nogen er funden dræbt, G. L. 151, 182; F. L. IV. 23, 24, 56; B. R. 14, saavelsom i Tilfælde af Saar og anden Legemsskade, G. L. 184 og 185, F. L. IV. 12 og 30.
En mere selvstændig Karakter antog Skjønnet i de Tilfælde, hvor Loven paalagde den, der tog Andres Gods under sin Bestyrelse, forud at lade det vurdere, nemlig Manden Hustruens Gods, forsaavidt der ikke lægges Fællig (G. L. 53, F. L. XI. 4 og 6) – og Værgen Myndlingens Gods (G. L. 115 og 119, F. L. XI. 22). Taxten afgives ikke her til Bevis i en Retstrætte, men den danner Grundlaget for hele det fremtidige Retsforhold; den gjør Forholdet vitterligt; medens dens Forsømmelse drager bestemte, ufordelagtige Følger efter sig. Dens Optagelse maa derfor have fundet Sted efter omhyggeligere Forberedelse og i betryggende Former, under Medvirkning af begge Parter. – Noget Lignende gjælder den
