(F. L. III. 1) jfr. B. K. R. 15, J. K. R. 47, – at, hvor der opstaar Spørgsmaal, om tvende Ægtefolk er hinanden for nær beslægtede, og det ikke kan erholdes afgjort ved Vidnesbyrd af deres Slægtninge, skal Biskoppens Aarmand paa Tinget opnævne 12 af de bedste Bønder inden Fylket, hvoraf 2 paa næste Ting edelig skal bevidne Forholdet – uden Tvivl en Anvendelse af de ved de gejstlige Forhørsretter gjældende Regler, se c. 5 og 6 C. 35 qv. 6, jfr. N. gl. L. IV. S. 181.
Paa enkelte Steder foreskriver Loven til den Anklagedes Befrielse et Vidnesbyrd af 12 eller 6 Mænd, opnævnte enten af Sagsøgte selv eller af Tinget. Saaledes i G. L. 28[1], jfr. E. K. R. 45, jfr. (II) 34, 35, i Tilfælde af Anklage for Troldom. F. L. IV. 5, hvor den for morderisk Hjemsøgelse sigtede vil bevise sit alibi, og IV. 7, hvor udenbygds Mand er sigtet for Drab. – Disse 12 eller 6 Mænd er aabenbart ikke tænkte som Mededsmænd; der siges intet om, at den Sigtede selv skal sværge med; og fra et sædvanligt Erfaringsvidnesbyrd adskiller dette sig saavel ved Vidnernes Tal som ved den særlige Opnævnelse. Men paa den anden side var det et ublandet Befrielsesmiddel for den Sigtede – Mændene havde ikke at afgive nogen Kjendelse i Sagen, for eller imod; de skulde alene, ligesom Mededsmændene, i Tilfælde, stadfæste hans Uskyldighed, aldrig bekræfte hans Brøde.
Heller ikke Syn og Skjøn spiller nogen særskilt Rolle som Bevismiddel i vore ældste Love. Det siges vistnok oftere at en omtvistet Gjenstand skal besigtiges, et omtvistet Beløbs størrelse taxeres. Men Resultatet af saadan Besigtigelse eller Taxt bliver et regelmæssigt Vidnebevis, og det antydes intetsteds, at dette Vidnesbyrd fik nogen særlig Retskraft, eller at dets Erhvervelse var bundet til særlige Former. Var Skjønsmændene særlig tilkaldte eller skudte til Vidne, blev selvfølgelig ogsaa Faktum vitterligt. Saaledes foreskriver G. L. 41 og 43, at den, der har haft Andres Kreaturer paa Foder,
- ↑ Ef þat er konum kennt, at þær fari með gøldrum ok gjerningum, þá skal þar nefna konur 6, þrjár á hvára hønd henni, húsfreyjur þær, er menn vitu at góðar sé; þær skulu vitni bera, at hon kann eigi galdra né gerningar.
