Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/26

Denne siden er korrekturlest

Forseelser mod det Offentlige (Kongen eller Kirken) selv, idet kun de egentlige Ubødesager ogsaa i Forhold til det Offentlige var uudsonelige; hvorimod den simple útlegð her aldrig kom til Anvendelse i sin bogstavelige Skikkelse, da Samfundet selv naturligvis altid modtog Fyldestgjørelse gjennem Bod i alle Tilfælde, hvor en saadan var mulig. Ved Forbrydelser imod Private var det derimod en Følge af det hele System, at en nødvendig Afgjørelse ved Bøder fra først af alene kunde være foreskreven for de ringere Tilfælde, der i sig selv ingen naturlig Opfordring til Hævn indeholdt, saasom for uagtsomme eller dog mindre tilregnelige Handlinger, for ubetydelige Beskadigelser paa eller uberettiget Brug af Andres Ting o. s. v.^[1] Efter som imidlertid den stigende Retsudvikling indskrænkede Adgangen til Hævn til de groveste Fornærmelser, overgik en stor Del Forbrydelser, der tidligere i det mindste i Formen havde været Fredløshedssager, til

↑ I K. v. Amiras Skrift, Das altnorwegische Vollstreckungsverfahren, München 1874, er den simple útlegð opfattet som et ublandet Tvangsmiddel, ved hvilket den Skyldige skal sættes i den Nødvendighed at falde tilføje og efterkomme sin Pligt (betale sin Gjæld, erlægge sine Bøder m. v.), se især S. 48–49. – Saa sikkert det imidlertid end er, at Fredløsheden i denne sin mildere Form faktisk har virket paa denne Maade, saa maa man dog altid fastholde, at Utlegden i sit Væsen er det selvsamme Institut saavel hvor den, som i Ubødesager, er uafsonelig, som hvor Freden kan gjenerholdes ved Erlæggelse af en Bod. Formuekonfiskationen viser i begge Tilfælde med Bestemthed hen til Hævn som dens Grundlag. Skjønt Fredløsheden i Oldtidens Betydning ikke er nogen sand Straf eller Gjenstand for Exekution (udenfor Godset), er den dog noget andet og mere end et Exekutiv-Middel; den er overalt selv Forbrydelsens principale Retsfølge, – og de Bøder, ved hvis Erlæggelse Freden vindes tilbage, indtræder alene som en substitueret Følge. I de virkelige Bødesager derimod (af hvilke dog mange endnu i Lovene benævnes Utlegdsager) indtræder Fredløsheden først in subsidium, hvis Boden ikke erlægges. Men heller ikke her vilde det være rigtigt at opfatte Fredløsheden alene som et Middel til at fremtvinge Bodens Erlæggelse; ogsaa her indtræder den som umiddelbar, skjønt subsidiær Følge af Retsbruddet, fordi den skyldige mangler Evne eller Vilje til at stande til Rette paa anden Maade. Jfr. Krit. Vierteljahrschrift XVI. S. 92 fgg. – Finsens Mening: at útlegð oprindelig betyder Bod (af leggja), se Glossarium til Gragás III. S. 685–6, synes ganske uforenelig med Institutets hele Stilling i den norske Ret.

[1] I K. v. Amiras Skrift, Das altnorwegische Vollstreckungsverfahren, München 1874, er den simple útlegð opfattet som et ublandet Tvangsmiddel, ved hvilket den Skyldige skal sættes i den Nødvendighed at falde tilføje og efterkomme sin Pligt (betale sin Gjæld, erlægge sine Bøder m. v.), se især S. 48–49. – Saa sikkert det imidlertid end er, at Fredløsheden i denne sin mildere Form faktisk har virket paa denne Maade, saa maa man dog altid fastholde, at Utlegden i sit Væsen er det selvsamme Institut saavel hvor den, som i Ubødesager, er uafsonelig, som hvor Freden kan gjenerholdes ved Erlæggelse af en Bod. Formuekonfiskationen viser i begge Tilfælde med Bestemthed hen til Hævn som dens Grundlag. Skjønt Fredløsheden i Oldtidens Betydning ikke er nogen sand Straf eller Gjenstand for Exekution (udenfor Godset), er den dog noget andet og mere end et Exekutiv-Middel; den er overalt selv Forbrydelsens principale Retsfølge, – og de Bøder, ved hvis Erlæggelse Freden vindes tilbage, indtræder alene som en substitueret Følge. I de virkelige Bødesager derimod (af hvilke dog mange endnu i Lovene benævnes Utlegdsager) indtræder Fredløsheden først in subsidium, hvis Boden ikke erlægges. Men heller ikke her vilde det være rigtigt at opfatte Fredløsheden alene som et Middel til at fremtvinge Bodens Erlæggelse; ogsaa her indtræder den som umiddelbar, skjønt subsidiær Følge af Retsbruddet, fordi den skyldige mangler Evne eller Vilje til at stande til Rette paa anden Maade. Jfr. Krit. Vierteljahrschrift XVI. S. 92 fgg. – Finsens Mening: at útlegð oprindelig betyder Bod (af leggja), se Glossarium til Gragás III. S. 685–6, synes ganske uforenelig med Institutets hele Stilling i den norske Ret.

[1]