Bødesagernes Klasse, idet den Fornærmede ikke engang paa Stedet ansaaes berettiget til at hævne sig, men ubetinget maatte forfølge Sagen ved Rettergang mod sin Modpart til de lovbestemte Bøder. Hertil henføres allerede i den ældre Gulatingslov enhver Beskadigelse eller ulovlig Brug af Gods, Ran samt Legems- og Æresfornærmelser med Undtagelse af de groveste. At imidlertid ogsaa her den Fornærmede var berettiget til at forsvare sig mod Angriberen eller den, som vilde hindre ham i et lovligt Foretagende, og at denne, hvis han derved mistede Livet, laa paa sine Gjerninger, forstaar sig selv, og udtales oftere (saaledes G. L. 35, 121, 143, 152; F. L. X. 17, XIII. 10, XIV. 12). Men naar der nu tages i Betragtning, at det heller ikke i de virkelige Utlegdsager var tilladt at hævne sig, efter at den Fornærmede havde budt lovlige Bøder, og paa den anden Side, hvor let Nødværge og øjeblikkelig Hævn gaar over i hinanden, saa vil man forstaa, at Adskillelsen mellem Utlegdsager og Bødesager heller ikke kunde være skarp. Den praktiske Forskjel kom alene til at bestaa i, at formeligt Tilbud af Bøder ikke udfordredes i de rene Bødesager; medens ogsaa i disse virkelig Fredløshed kunde indtræde, hvis den skyldige ikke betalte sine Bøder (jfr. Magnus Erlingssøns Rb. G. L. 32, F. L. V. 46, M. L. I. 8, hvorved dette forandres).
Oprindelig var Bodens størrelse altid lovbestemt, idet de med det konkrete Tilfælde forbundne særskilt skjærpende eller formildende Omstændigheder fik sin Indflydelse ved Afgjørelsen af selve Spørgsmaalet, om den skyldige skulde opnaa Forlig, – hvorved da efter Omstændighederne en forhøjet Præstation kunde blive nødvendig, eller en yderligere Lempning indvilges. Men ved Bestemmelsen af Bøderne for de forskjellige Forbrydelser gjorde et ganske forskjelligt Hensyn sig gjældende for den private og for den offentlige Bods Vedkommende.
Den private Bod var Fyldestgjørelse for en lidt Uret. De Hensyn, som ved dens Fastsættelse maatte komme i Betragtning, var saaledes dels den Fornærmedes Stilling i Samfundet, dels Skadens størrelse. Det førstnævnte Hensyn, hvilket i Landslovene i det ældre Tidsrum kom i over-
