148, F. L. XVI. 1, se og Olaf den Helliges Saga Kap. 239). Ved Haakon Haakonssøns Forordning (F. L. Indl. 4 og 5) forbødes det imidlertid Arvingen at sælge den Fredløses faste Gods, saalænge denne var ilive, og fik den Fredløse sin Fred tilbage, var Arvingen pligtig at tilbagelevere ham alt det Gods, fast og løst, hvormed han sad inde, dog uden Renter. Af den Fredløses forbrudte Gods skulde først hans lovlige Gjæld betales tilligemed Bøderne og Erstatningen til den Fornærmede; Resten tilfaldt i Gulatings- og Frostatingslagen Kongen; paa Oplandene deltes det forbrudte Gods mellem den Fornærmede, Kongen og Bønderne[1], og i Byerne synes ligeledes altid en Andel, maaske Halvparten, at være tilfaldt Bymændenes Kasse. Hvor den Fredløses Arving tog hans Jordegods, skulde saavel Gjælden, som de Trængende, hvis Forsørgelse havde paahvilet den Fredløse, forholdsvis fordeles mellem dette og Løsøret. Se herom G. L. 162; F. L. IV. 22 og V. 13; B. R. 13, 14 jfr. 15 og 33. – Ved Kristendomsbrud tilfaldt den Fredløses forbrudte Gods i Trøndelagen Erkebiskoppen alene (F. L. III. 15 og 23), i Gulatingslagen Kongen og Biskoppen, hver for det Halve (G. L. 7, 8, 24), i Vigen Biskoppen indtil 3 Mark og Kongen det overskydende (B. K. R. 11 og 16), og paa Oplandene Kongen, Biskoppen og Bønderne, hver en Tredjepart (E. K. R. 8, 25, 30, 32, 44 og 45). – Ifølge Haakon Haakonssøns Forordning om Drabssager (F. L. Indl. 2) skulde Kongen imidlertid, selv hvor Fredløshed virkelig indtraadte, ikke tage mere end den lovbestemte Tegngjæld (8 Ørtuger og 13 Mark) af Godset, og altsaa det Øvrige med Fradrag af Gjælden tilfalde hans Arvinger, undtagen i Ubødesager.
For en stor Mængde Overtrædelser var Privathævnen ganske udelukket, og Bøder var deres eneste og umiddelbare Følge. Dette var, som foran bemærket, især Tilfældet ved
- ↑ Se Brudstykket af den ældre Eidsivatingslov i N. gl. L. II. S. 523, M. B. K. R. 26: þrídeili á.
