Pligt at fralægge sig Sigtelsen med Ed[1]. Ogsaa her kommer den Grundsætning: at enhver retslig Afgjørelse maa bygges paa Notorietet, tilsyne i den Fordring at Sagvolderen maatte have sin Ed bekræftet eller „sandet“ af et i Forhold til Sagene Betydelighed forskjelligt Antal Medsværgere, hvori laa en Garanti for, at hans Forsikring fandt Tiltro blandt hans Omgivelser. Ed af Farten alene er kun tilstrækkelig i de mindste Sager, nemlig angaaende Gjæld, der ikke overstiger 1 Øre (G. L. 37, F. L. V. 42, B. R. 154, M. L. VIII. 2, B. L. 3), samt ved ringere Pligtforsømmelser, navnlig Overtrædelser af kirkelige Skikke, og desuden i visse Tilfælde, hvor det alene kom an paa at forsikre sin gode Tro, eller at intet Ulovligt er begaaet, eller at den bestaaende Tilstand har vundet Alderens Hævd. – Tilfælde, hvor enten ingen bestemt Sigtelse foreligger, eller ingen Anden end Parten selv kan have Kundskab eller bestemt Mening. Og selv i disse Tilfælde synes enkelt Mands Ed først i sednere Tider at have fundet Anvendelse: Gulatingsloven tilsteder Enkeltmands Ed (eins-eiðr) kun, hvor sagens Gjenstand ikke overstiger 1 Øre, og det er først i Frostatingsloven, at den har faaet en mere udstrakt Anvendelse.
Denne Sagvolderens Forpligtelse til at fralægge sig Sigtelsen med Ed maa, som oven anført, ingenlunde opfattes som en ham paahvilende Bevisbyrde; den er i sig selv intet Andet end et Udtryk for den Opfatning, at heller ikke Sagvolderens Nægtelse af Sagsøgerens Paastand kan have nogen Gyldighed, naar den ikke til en vis Grad finder Tilslutning hos Almenheden. Tvertimod maatte under den gamle Strenghed i de formelle Fordringer til det Bevis, hvormed Sagsøgeren skulde sætte sin Paastand igjennem, Adgangen til Benægtelsesed fremstille sig som en Begunstigelse for Sagvolderen, – og om end Benægtelseseden ved Siden af denne Strenghed dannede en nødvendig Modvægt mod en altfor stor Lethed i at unddrage sig Ansvar og Forpligtelser, er dog ogsaa i den gamle Lov Tanken den, at der til at opnaa Frifindelse ikke
- ↑ Jfr. Kolderup-Rosenvinge, Om Edens Anvendelse til Bevis og til Retstrætters Afgjørelse, i nyt jur. Arkiv, XIV. XXI. og XXII.
