Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/255

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

som gjælder paa Liv, Ære eller Gods, maatte tages over Nogen, uden han selv var lovligen tilstevnet ener nærværende, hvorhos det forbødes Præsterne at tage eller skrive Vidnesbyrd eller andre Bænkebreve, uden at baade Fogden og Lensmanden dermed omgaar efter Loven. Heraf blev det da en Følge, at alle virkelige Vidnesbyrd maatte aflægges for Domstolene, da stevning til andre Steder ikke mere fandt Sted. Alle disse Bestemmelser er indtagne i Chr. IV. L. I. 4, jfr. Lovb. 1–4–1 og 2–11–5 og 10. Bestemmelsen i Lovb. 1–13–6 er ny.

At derimod skriftlige Erkjendelser eller Erklæringer, forsaavidt deres Ægthed var ubestridt, afgav fuldt Bevis lige overfor Udstederen selv, er klart, og fremgaar af M. L. VIII. 11, B. L. 17, der paabyder, at der ved alle vigtigere Handler skal oprettes skriftligt Dokument af begge Parter under Besegling af Lagmanden, Sysselmanden eller andre skjellige Mænd, som var tilstede ved deres Handel, og i Mangel af Segl gjøres Chirographum (d e. charta partita, jfr. Chr. IV. L. ibid.), og dette skal i al Rettergang bære Vidne om deres Handel, hvis intet andet Vidne haves. Uagtet det her ligefrem siges, at den skriftlige Indklædning i og for sig er Fordringen vitterlig, bibeholder dog Loven endnu Budet om Tilkaldelse af vidner ved Handelens Afslutning og vil, at disses Navne saavelsom Tiden og Stedet skal nævnes i Dokumentet. Men hermed toges det vistnok ikke strengt, efter at Forskjellen mellem Procesmaaden i vitterlige og ikke-vitterlige Sager var udslettet, naar kun Ægtheden ikke var modsagt. – At iøvrigt Fabrikation af falske Dokumenter, saavel private som offentlige, i Norge som andetsteds, ikke sjælden fandt Sted i hine Tider, er bekjendt nok.

§ 72.
Fortsættelse: Partsedens Stilling ligeoverfor Vidnebeviset.

Var Faktum ikke erkjendt eller notorisk, og Sagsøgeren ikke havde ledsaget sin Paastand med fuldgyldigt Vidnesbyrd, da tilkom det i Regelen Sagvolderen baade som Ret og som