skal udfordres mere, end at Skylden ikke kan bevises enten umiddelbart ved Vidner, eller middelbart derved, at den Sigtede ikke engang formaar at bibringe et begrænset Antal gode Mænd overbevisningen om hans Uskyld.
At Vidnebevis fra Sagsøgerens Side udelukkede Sagvolderen fra Nægtelsesed fremgaar noksom af det hyppige Udtryk i Loven: at den eller den Ed skal anvendes, hvis der ikke er Vidner. Men her maa vel erindres, at der til gyldigt Vidnesbyrd efter den ældste Regel udfordredes, at vidnerne havde været med ved selve Retsforholdets Stiftelse enten som særlig tilkaldte, eller i det mindste paa Stedet formelig skudte til Vidne, – og at Vidner om tilfældig Erfaring oprindelig ikke betragtedes som egentligt Vidnesbyrd. De tilkaldte Vidner gav nemlig selve Sagen dens Præg som vitterlig, hvormed fulgte en egen Retsforfølgning, der nærmest kan betegnes som umiddelbar Fuldbyrdelse. Vidner om tilfældig Erfaring var derimod ublandet Bevis, der ikke kunde erstatte Mangelen af Notorietet; Sagen maatte ligefuldt forfølges paa den for ikke-vitterlige Sager foreskrevne Maade, hvorunder disse Vidner i Lighed med andre Oplysninger kunde fremføres ved Skilledommen og faa sin Indflydelse ved at vanskeliggjøre Nægtelsens Fastholden, men oprindelig ikke hindre Edens Aflæggelse. Men Forskjellen tabte sig efterhaanden, idet Modsætningen mellem det tilfældige og det til selve Handlingen knyttede Vidnesbyrd udslettedes, og Skilledommens Godkjendelse af Erfaringsvidnernes Prov gjorde Sagen lige saa vitterlig som om Vidnerne fra først af havde været tilkaldte. Benægtelseseden blev saaledes lige utilstedelig ligeoverfor ethvert Vidnebevis. Allerede de ældste Love bærer Spor af Overgangen, og i Magnus Lagabøters Love er den fuldstændig indtraadt.
I de ældre Love er dog de Tilfælde, hvori det med nogen sikkerhed kan skjønnes, at ogsaa Vidnesbyrd om tilfældig Erfaring udelukkede Ed, dels saadanne, hvori intet andet Vidnebevis efter sagens Beskaffenhed var muligt, navnlig hvor det gjaldt en personlig Status (Fribaarenhed, Myndighed, Odelsbyrd), eller Besiddelse Grænseskjel o. dl., dels saadanne, hvor ingen ligefrem Benægtelse af Faktum forudsættes
