Parternes egen Ed, bestemt at forudsætte, at Vidnerne paa begge Sider ingen Ed aflagde; ligesaa bestemmer G. L. 136 og 314, at naar de til at overvære og bedømme Partseden opnævnte Vidner er uenige, skal de gjælde, som vil beedige sin Erklæring, hvori ligefrem ligger, at de ellers ingen Ed aflagde. Heller ikke de bevarede Levninger af Eidsiva- og Borgartingslovene omtaler nogetsteds Edsaflæggelse af Vidner undtagen maaske B. K. R. (II) 10[1]. I Frostatingsloven og Bjarkøretten nævnes derimod Edsaflæggelse af vidner paa flere Steder; saaledes F. L. IV. 5, X. 8 og 25, XIV. 2 og 7, B. R. 106, Erkebiskop Sigurds Kristenret, F. L. III. 20 og Haakon Haakonssøns Rb. 1244, F. L. Indl. 16[2]. Men man faar dog ogsaa her Indtrykket af, at Eden er en sednere Tilsætning. Især fremgaar dette af Sammenligning mellem F. L. XIII. 24 og M. L. VI. 8, VII. 24, hvoraf de sidstnævnte i Tilfælde af Vidnestrid lader Retten afgjøre, hvilket Parti skal stædes til Ed; medens det første lod de opnævnte Mænd i fornødent Fald under sin Ed afgjøre, hvilket Partis Prov skal tages forfulde. – Heller ikke synes Vidnernes Edfæstelse at stemme synderlig vel med hele Anordningen af den ældste Rettergang, der henlægger Bevisførelsen til private Forhandlinger mellem Parterne. Naar hensees til den Omhu og Højtidelighed, hvormed Partsedens Aflæggelse beskrives, kan man vanskelig tro, at der ved Siden af denne har gjældt et Edsinstitut af samme bevisende Styrke, men uden nogensomhelst
- ↑ Vænist hon vitnum, en hinn nefnir ønnur i gegn, þá á þat vitni at vinna, er fleiri eru saman.
- ↑ F. L. X. 8: Þá skal hafa þá vátta, er hann má fá at sverja med sér. – B. R. 106: þat er mælt um vitnisburð, ef sá maðr skyldi bera vitni með manni, er eigi á hag at biða þeirrar stefnu, er hann þarf vitnisburðar hans, ok þat mál sé rétt at sœkja, þa skal hann sverja eið fullan á bók ok bera vitni slíkt, sem hann mundi bera, ef hann væri þá innan bœjar, er þat mál væri sótt. En tveir menn skulu þar nær vera ok taka vitnisburð hans, ok bera síðan, þeger at þeirri stefnu kemr, er hann þarf: slíkt sem hann bar fyrir þeim: þá má hinn fara brótt, ok verðr þeim, er sœkja skal, þat vitni jafnfullt, þá er hann þarf, sem hinn bæri. – F. L. Indl. 16: En váttar skulu svá vitni bera, at halda á bók ok skjóta því til guðs, at þeir voru því nær, er stefna var løgð.
