offentlig Form. B. R. 106, der ligefrem siger, at det Vidne, som ikke kan møde for Retten, skal „sverja eið fullan á bók“ for to tilkaldte private Mænd er ikke hentet fra Frostatingsloven, uagtet tilsvarende Regler sees ogsaa at have gjældt der. – Sandsynligvis er Vidneeden kommen i Brug efterhaanden, under Kristendommens Paavirkning, og har da maattet slutte sig til de Former, hvori Vidneførselen foregik; oprindelig har den udentvivl været aflagt efter Vidnets eget Initiativ, uden at være forelagt eller modtaget af Nogen, og har vel heller ikke været anseet som mere end en forstærket Bekræftelse paa Udsagnets Sandhed. Først i Løbet af det 13de Aarh., medens samtidig Vidnebeviset angaaende tilfældig Erfaring tiltog saavel i Betydning som i Anvendelse, er Vidnesbyrds Beedigelse blevet en fast Regel, og da nu tillige Bevisførselen mere og mere droges ind under Tingets Medvirkning og Kontrol, vandtes derved ogsaa for Edsaflæggelsen en Form, der opretholdt dens Præg af offentlig Akt, og var lige brugbar, hvad enten det var Parter eller Vidner, der skulde sværge. Efter M. L. foregaar Vidnesbyrdets Beedigelse saavel som dets Afgivelse, udenfor Forfaldstilfælde, altid til Tinge eller for Lagmanden eller sysselmanden (jfr. Rb. 1280 Art. 24) og altid efter Rettens Bestemmelse (M. L. VI. 8 og VII. 24).
Naar Vidnet i Forfaldstilfælde afgav sin Forklaring for 2 Mænd, kan der neppe have været Spørgsmaal om nogen Indstevning af den, mod hvem Vidnesbyrdet skulde benyttes. Naar derimod Vidnesbyrd fremkom enten ved Hjemstevne, Skilledom eller Tinget, enten aflagt af Vidnet personlig, eller frembaaret af 2 Mænd, var Modpartens Indstevning for selve Sagens Skyld en Nødvendighed, og nogen særskilt Varsling til at paahøre Vidnesbyrd følgelig overflødig. Lovene omtaler heller ikke Stevning til Modparten ved Vidneførsel uden paa et enkelt Sted, G. L. 124 om Arvetvistigheder[1].
Efter den Udvidelse, som Vidnebevisets Anvendelse i den
- ↑ G. L. 124: Hvervetna þar, er maðr vill sik til arfs fœra, leiðir vátta sína ok stefnir eigi þeim til, er þeim arfi er næstr, þá er þeim váttum fyrirskotit.
