til at føre Modvidner mod de ved Forholdets Stiftelse tilkaldte Vidners Prov ganske afskaaren, idet Vidnesbyrdet mere betragtedes som endelig Afgjørelse end som Bevis[1]. Dette melder fremfor alt de ved de forskjellige Rettergangshandlinger tilkaldte Vidner: ved Hjemstevning, Tingstevning, Krav og Kvada, Udsigelse i Løsningssager (forsagnar-vitni), Taksætning og vistnok tillige ved Lovfæstelse. Endvidere vidner om Gjælds Betaling (ályktar-vitni). Drikkebrødrenes Vidnesbyrd om Strid i Gildehus, og Husfolkenes Vidnesbyrd om overfald paa en Mand i hans Hjem (heimsóknar-vitni), se G. L. 59, jfr. 55 og 187; F. L. IV. 5, jfr. 62; M. L. I. 4, jfr. VIII. 2 og IV. 10, B. L. VII. 3 og 25, IV. 11). Heller ikke kunde efter B. K. R. (II) 9 Vidnerne paa de ved Fæstemaalet trufne Aftaler (giptar-vitni) mødes med Modvidner, naar Brylluppet vitterlig var fuldbyrdet: hvorimod G. L. 124 udtrykkelig tillader at føre Modvidner herom. Ligeledes fremgaar det af G. L. 136, jfr. 214, at de til at overvære Partseds Aflæggelse opnævnte vidner ikke kunde omstødes ved Modvidner; idet det bestemmes, at, hvis de indbyrdes er uenige, skal Afgjørelsen bero paa, hvem af dem vil beedige sin Erklæring, og hvis begge vil sværge skal de have Fortrinnet, som erklærer Eden retteligen aflagt.
Angaaende Fremgangsmaaden ved Vidnernes Førelse, indeholder Lovene ingen udtrykkelig Forskrift udenfor den stadig tilbagevendende Regel: at vidner skal fremstilles strax ved Foretagelsen af hvert enkelt Rettergangsskridt: efter Omstændighederne ved Hjemstevnet, ved Skilledommen og ved Tinget. At Vidnerne skulde bekræfte sin Forklaring med Ed, er i de ældste Love intetsteds sagt, og det er neppe heller sandsynligt, at saa har været brugeligt[2]. Gulatingsloven nævner aldrig Ed uden af Parterne selv og deres Mededsmænd, og G. L. 86 synes ved sin Forskrift om, at Sagen, hvor Vidnerne paa begge Sider er lige, skal afgjøres ved
