Modsætningen mellem vitterlige og ikke-vitterlige Sager paa det nærmeste udslettet; Vidnernes Tilkaldelse omtales sjælden, og alene i Hensigt at sikre Bevis, ikke som nogen Betingelse for dettes Gyldighed. Regelen i F. L. IV. 5, at Husfolkenes (Erfarings)vidnesbyrd om heimsókn udelukker Benægtelsesed, er i M. L. IV. 10 udvidet til de Tilstedeværendes Vidnesbyrd om Drab i Almindelighed, og M. L. IV. 11 forandrer F. L. IV. 7 derhen, at de ved Gjerningen Tilstedeværendes Prov skulde gjælde fremfor den ved Viglysningen opgivne Sammenhæng Selv i Sager angaaende Beskadigelse paa Gods forudsætter M. L. VIII. 27 Vidners Prov fuldgyldigt.
Ligesaa blev ved M. L. VIII. 12[1], B. L. 14. Vidnepligten udtrykkelig gjort til en almindelig Borgerpligt, selv om Vidnet ikke er skirskotet, under en Bod af 1 Mark til Kongen, jfr. Rb. 3 Novbr. 1318, hvorefter vidnerne tilkom Godtgjørelse af Parterne for Omkostninger og Tidsspilde efter Rettens Dom. – I de ældre Love var det derimod aabenbart Meningen, at man ikke var pligtig at aflægge Vidnesbyrd om sin tilfældige Erfaring uden man selv vilde (jfr. B. R. 28), og at Vidnepligten som Borgerpligt indskrænkede sig til de 3 Tilfælde, at man enten fra først af har været tilkaldt ved Retsforholdets Stiftelse, eller bagefter formelig er skudt til Vidne, eller skal aflægge Vidnesbyrd om Retsforhandlinger. I disse Tilfælde vil ogsaa Nægtelsen af at vidne let kunne antage Karakteren af Modstand mod Retshaandhævelsen. Medens saaledes G. L. 184, 188, 266 og F. L. X. 7[2], kun
- ↑ Hvert mál, er vitnat er undir mann, ok þó at eigi sé vitnat, hvárt sem maðr hefr heldr sét á eða heyrt, þá skal hann vera skyldr til at bera þat vitni, løgliga til kvaddr af réttaranum. En ef hann vill eigi bera, þá skal sakar-aberi krefja hann þess vitnisburðar. En ef hann vill eigi enn bera, þá er hann sekr mørk silfrs við konung. En svá skal hann bera þat vitni, er hann er eigi nefndr til, at hann skal bera viðrvist sína, eptir því sem fremsat sá hann eða heyrði. Síðan dœmi løgmaðr ok dómsmenn, hversu løgligt þeim þykkir þat vitni vera.
- ↑ G. L. 188: Hvervetna þess, er maðr er staddr við deild manna, ok er skirskotat undir hann, þá skal hann bera annattveggja af eða á; ellar gjaldi aura trjá konungi, ef hann er krafðr til. – F. L. X. 7: Ef maðr synjar manni heimstefnu-vitnis eða kvøðu-vitnis eða þingstefnuvitnis, þá er sá sekr þrim aurum tøldum, eða hann sveri einn undan.
