Ejendom eller Almenning, have Spørgsmaalet afgjort ved Sandsagn af 12 opnævnte Mænd. Ifølge B. R. 46 og 96 kunde den voldtagne Kvinde kun bevise sin Sigtelse med Vidner, hvis hun havde klaget samme Dag Ifølge B. K. R. (II) 10 kunde vistnok Beviset for, at en Kvinde har været anerkjendt som Ægtehustru, hvis de ved Fæstemaalet tilkaldte Vidner ikke kunde skaffes tilstede, føres ved 6 Vidners Prov angaaende den Stilling, hun i 30 Aar faktisk havde indtaget i Huset; men dette kunde omstødes, naar der blot havdes eet Vidne mere paa Modpartens Side; hvorimod „Giftermaalsvidne“ ikke kunde omstødes af Modvidne, jfr. F. L. XI. 8, hvorefter den Længstlevende selv tredje med Ed kunde bekræfte, hvorledes Forholdet med Formuen var aftalt[1]. – Mærkes kan det endvidere, at, hvorvel Beviset for Odelsbyrd efter G. L. 266 maatte føres ved Erfaringsvidner, stilles der paa den anden Side ikke alene strængere Fordringer saavel til deres Antal som personlige Kvalifikationer, men det foreskrives tillige, at andre særlig kvalificerede Vidner skal sande deres Prov. Og paa samme Maade foreskriver F. L. V. 28 (Hkb. 37), jfr. II. 29 og B. R. 34, 61, 92; M. L. IV. 23, at Bevis for Rygtes Tilværelse skal føres ved 10 Vidner, hvoraf de 2 svor at have hørt Rygtet, og de 8 sandede hines Ed (heimskviðr, heimiliskviðar-vitni). I begge Tilfælde fordres saaledes særegne Garantier, paa samme Maade som ved Partseden. – Det maa saaledes vistnok betragtes som en ved de særegne Kjøbstadforhold fremkaldt sednere Bestemmelse, naar B. R. 28[2] ganske i Almindelighed siger, at Vidners Prov om, hvad de har seet eller hørt, i det mindste i Sager angaaende Drab og Legemsbeskadigelse, skal være lige saa fuldt, som om de formelig var skridte til Vidne derpaa.
I Magnus Lagabøters og den følgende Lovgivning er Forskjellen mellem tilkaldte og Erfaringsvidner saavelsom
- ↑ En af annattveggja missir annars við, ok þrýtr øldrhúsvitni, vinni sjálft eið til fjár síns, en tveir skilvænir menn ok réttnæmir sanni eið hans eða hennar, en fé greiðist eptir løgum.
- ↑ Ef maðr vill bera vitni, þar er engi skírskotar undir hann, þá skal hann bera viðrvist sína: at hann sá þat eða heyrði, er hann berr vitni um; þá er þat vitni jafnfullt, som skírskotat væri undir hann.
