Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/224

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

overført paa Stevninger til Lagtinget. Heraf maatte i det hele en større Regelmæssighed blive Følgen. De sparsomme Udtalelser om Bygdetingene i Chr. IV. L. bærer ogsaa tyde lige Spor af, hvorledes Forholdet nu var forandret. Saaledes er i Chr. IV. L. I. 9 Kildens Udtryk: „overalt, hvor man skal stevne Nogen til Tinge eller hjem til Lagmanden“, blevet til: „hvo, som vil stevne Nogen til Tinge, Lagting eller Bygdeting“, hvilket, i Forbindelse med Kapitlets Slutningsbestemmelse: at „Lagmanden ikke skal holde Ting hjemme i sit Hus, men offentlig paa Lagtinge “, – viser, at Bygdetinget nu er den eneste almindelige Underdomstol, medens Lagmandens Virksomhed overalt er knyttet til Lagtinget. Fremdeles er i Chr. IV. L. III. 10, om Drabssagers Forfølgning, Kildens „ørvarþing“ og „fimtarþing“ overalt gjengivet med: „næste Ting“, hvilket vidner om, at den Privates Ret til selv at stevne Ting nu er bortfalden. Naar Chr. IV. L. VI. 54 gjentager den gamle Regel: at „Enhver maa skjære Tingbud op, som behov haver“, da er dette, som før bemærket, vistnok alene blevet forstaaet som en Ret for Sagsøgeren til paa Henvendelse til Sorenskriveren eller Øvrigheden at erholde Extrating berammet, hvor Sagens egen Beskaffenhed gjorde det nødvendigt. – Ved Fr. 24 Septbr. 1634 § 5, gjentagen i Reces 1643, 3–12, blev det bestemt, at de ordinære Tinge paa Landet søndenfjelds skulde holdes hver eller hveranden Maaned, undtagen i Telemarken og Robygdelaget, hvor, saavelsom nordenfjelds, Tingene ikkun skulde afholdes hvert Fjerdingaar. Denne Bestemmelse er imidlertid neppe bleven gjennemført; i ethvert Fald vides ingen almindelig Bestemmelse herom at være given før Lovb. 1–3–6 og Tingtavlen (jfr. Reskr. 8 April 1682), hvilken udentvivl kun fastsætter, hvad allerede forhen var Regel.

Sorenskriverens Forretning bestod oprindelig blot i at føre Pennen for Lagretsmændene og undervise dem om Loven; hans Stilling til Bygdetinget var altsaa den samme som den, Lagmanden oprindelig havde indtaget paa Lagtinget. Men den samme Udvikling gjentager sig her som der: Sorenskriveren faar snart den afgjørende Stemme ved Sagernes Paadømmelse, og Lagretten synker ned til blotte Retsvidner, hvor