og før 1164, da Erling Jarl forelagde Borgartinget, som her benævnes „fire Fylkers Ting“, Kong Valdemars Fordring paa Vigen til Afgjørelse (Heimskr. Magn. Erls. S. Kap. 24). – Hvorvidt vigen tidligere har henligget under Eidsivatinget, hvis Lovbog der var gjældende, eller om muligens Borgartinget for Vingulmark og Alfheim, og Haugatinget for Vestfold og Grønafylke har traadt i Lagtingets Sted, er ikke klart[1].
Lagtingene holdtes engang om Aaret. Efter de ældste Love holdtes Gulatinget Torsdag i Paaske-Ugen, men flyttedes sednere til Petersmesse Aften (28 Juni), se G. L. 3. Frostatinget sees paa Sigurd Jorsalfarers Tid at have været afholdt først i Juli; sednere synes Tiden at være rykket en Maanedstid frem (efter Olafsdag) se Hák. Hákonss. S. Kap. 302 og 303; Loven selv har paa dette Sted en Lakune. – Heller ikke vides Dagene for Eidsiva- og Borgartinget i den ældre Tid. E. K. R. 10 siger, at Eidsivatinget holdtes om Sommeren, og af et Haandskrift af den nyere Landslov (Cod. mbr. Stokh. No. 17. 4to) sees, at det i 1276 blev holdt 6 Dage før Mariæ nativitas, altsaa 2 Septbr., se Var. 15 ad M. L. X. 3, jfr. de isl. Annaler, som siger, at Borgartinget samme Aar holdtes St. Mikals Aften (28 Septbr.). Det var efter Lagtingenes Betydning i den ældre Tid naturligt nok, at de maatte holdes til forskjellige Tider i de forskjellige Landsdele, for at det kunde være muligt for Kongen at drage fra det ene til det andet. – Ved M. L. I. 1 og 7, da Lagtingene var blevne blotte Domstole, fastsattes Tiden for samtlige til Botolfsmesse (17 Juni). Tingets varighed afhang naturligvis af Forretningernes Mængde, men synes altid at have været flere Dage. G. L. 4 taler om „den første Søndag under Lagtinget“.
Til Lagtinget var naturligvis ikke alle Lagdømmets Bønder pligtige at indfinde sig, men kun et bestemt Antal Repræsentanter af hvert Fylke (nefndarmenn). Disses Antal var ved Gulatinget efter den ældre ordning omtrent 400, efter en sednere Bestemmelse af Magnus Erlingssøn 246, hvilke
- ↑ Se Munchs Hist. I. 2. S. 613–14; II. S. 455–56 og IV. 1. S.497–98; Hertzberg d. norske Proces S. 143–45.
