Dernæst forelagdes Retstrætter i Regelen ikke Tinget til Afgjørelse, saalænge Forpligtelsens Tilværelse endnu var tvivlsom, men først da, naar den enten var erkjendt, eller umiddelbart ledsaget af fuldt Bevis. Bevisførelsen foregik saaledes udenfor Retten og forud for Sagene Anlæg. Tingmændenes Kald var ikke at eftergranske Sandheden og bringe Klarhed i omtvistede Forhold, men alene at udtale sin Dom om Forholdet efter notoriske Kjendsgjerninger; de havde at skaffe Klageren hans Ret, men ikke at løse nogen Tvist. – Heraf fulgte igjen, dels at Bevismidlerne maatte være af en saa objektiv Beskaffenhed, at Sagens beviste eller ubeviste Stilling kunde træde frem paa en umiddelbart beskuelig Maade, dels at den principale Bevisbyrde ikke, – saaledes som naar Bevisførelsen fra begge Sider foregaar under Domstolens Øjne, og Sagsanlægget selv ikke medfører nogen særlig Formodning for sin Berettigelse, – kunde paahvile den, der paastod noget efterkommet; men at – forsaavidt ikke selve Retsforholdets Stiftelse var ledsaget af et Bevis, der udelukkede Muligheden af Benægtelse (Vidnesbyrd), – det som en umiddelbar Følge af Paastanden maatte paaligge den Nægtende at bortfjerne den derved mod ham rettede Sigtelse, ved at ledsage sin Nægtelse med en edelig Forsikring eller anden Bekræftelse, der kunde vække Formodning om hans Skyldfrihed.
Endelig var selve Retsafgjørelsen ikke at anse som et Paalæg af Statsmyndigheden, men alene som en Udtalelse af Samfundets Opfatning om, hvad der i det givne Forhold er Ret, og umiddelbar Handlen i Overensstemmelse hermed. Det oprindelige Retsforhold vedblev fremdeles at være Forpligtelsens Kilde, og Dommen gav ikke denne noget nyt Grundlag. Folkets Beslutninger til Tinge havde ganske den samme Betydning, hvad enten deres Gjenstand var Afgjørelse af en mellem to Medborgere verserende Retstvist, eller hvilket som helst andet Samfunds-Anliggende. – Heraf fulgte igjen paa den ene Side, at der om nogen Prøvelse af denne Afgjørelses Rigtighed i højere Instans aldrig kunde være Tale, og paa den anden Side, at denne Afgjørelse aldrig kunde gjøre Paastand paa at gjælde som Sandhed, eller blive endelig i anden Betydning, end at den banede Domhaveren Adgang til, om
