at stille Borgen, kunde efter F. L. III. 20 Sagsøgeren sætte sig i Besiddelse af saa meget af hans Gods, som Fordringen udgjorde; den, der urettelig var tagen i Skyldtrældom, behøvede efter G. L. 71 alene at reklamere sin Frihed til Tinge, uden hertil at stevne Nogen; hvad man finder ulovligen aavirket paa sin Jord, maa man efter G. L. 91, M. L. VII. 21, sagesløs bortføre; ulovligt Gjerde over Elv kunde ifølge G. L. 85 og M.L. VII. 48 (men ikke efter F. L. XIII. 9) de Ovenforboende, efter forgjæves Opfordring selv lade nedbryde, ulovlige Bygninger i Kjøbstæderne skulde ifølge B. L. VI. 4 jfr. 9, Gjaldkeren og Raadmændene lade nedbryde; den Frigivne, som forlod Fylket uden sin forrige Ejers Tilladelse, kunde af denne ifølge G. L. 67 med Magt føres tilbage, m. v. – Men i disse Tilfælde fremtræder Selvhjælpen dog nærmest til Forsvar for en truet Ret; Loven tilsteder aldrig Angreb paa noget Samfundsmedlem, saalænge dette ikke ved Samfundets egen Kjendelse ei berøvet den det som saadant tilkommende Retsbeskyttelse[1].
Derimod var det en ligefrem Følge af den foran udviklede Opfatning, at selve Betydningen af Retsforfølgning og Dom hos vore Forfædre maatte blive en ganske anden end den, vi nu dermed forbinde. Parterne selv traadte i Forgrunden som de, hvis Sag det nærmest var saavel at hævde sine Rettigheder som at fyldestgjøre sine Forpligtelser, uden Medvirkning enten ved Bistand eller Tvang fra nogen overordnet Myndigheds Side. For det første betragtedes saaledes selve Paatalen til Tinge som et yderste Nødmiddel, og det var i sig selv en Brøde fra Sagvolderens Side at lade det komme dertil. Heraf fulgte igjen, at Sagsøgerens Optræden ikke kom til at være rettet saa meget paa at se sin Ret anerkjendt og Modparten tilpligtet at fyldestgjøre den; men Paatalen blev en Klage over, at Modparten ikke allerede havde opfyldt sin Pligt, og kom saaledes til at gaa ud paa umiddelbart at bevirke opfyldelsen og tillige, efter Omstændighederne, Sagvolderen ilagt Straf.
- ↑ Jfr. v. Amira Vollstreckungsverfahren S. 168–229 Krit. Viertel-jahrschrift XVI. S. 100–106.
