fornødigedes, med Magt at sætte sin Fordring igjennem; – men at der altid maatte være Adgang for den, som formaaede at bevise, at han ved hin Anledning havde lidt Uret, til at rejse ny Klage paa dette Fundament, og ved en ny Beslutning af Medborgere faa udtalt, at hin tidligere Dom ikke skal komme ham til Skade, – for saa vidt ikke Adgangen – til saadant Søgsmaal af andre Grunde var forspildt.
Hvad enten Gjenstanden for et Søgsmaal var egentlige Forbrydelser eller civile Forpligtelser, og, i sidste Tilfælde, hvorvidt disse gik ud paa fest Ejendom, eller andet Gods, eller paa personlige Præstationer, gjorde i Henseende til selve Rettergangens Grundsætninger ingen Forskjel. Vistnok er Procesmaaden, saaledes som den i Lovene beskrives, i flere Stykker afvigende, eftersom Sagen angaar den ene ener anden Gjenstand, navnlig efter den større eller mindre Vanskelighed ved at bringe den til at foreligge i notorisk Skikkelse. Men disse Forskjelligheder viser sig kun i Rettergangens Teknik. Grundsætningen er overalt den samme: De retlige Følger af et givet Faktum indtræder umiddelbart med dette, og fremkaldes ikke først gjennem Domstolens Dekret. Dette gjælder ikke mindre Fredløsheden end Pligten at fravige en Gaard; ikke mindre Pligten at betale Bøder, end at betale sin Gjæld. Først naar der opstaar Spørgsmaal om at fremtvinge Pligtens Opfyldelse lige over for en uvillig Modpart, maa Sagen for Tinget under Form af en Klage. Hvor der fra den Forpligtedes Side intet er at efterkomme, saasom i Fredløshedssager mod den, der intet Gods ejer, er Paatalens Øjemed nærmest kun at se Forholdet vitterliggjort og mulige Indsigelser paa Forhaand afvæbnede.
Til det norske Folks Inddelinger i engere og videre Samfundskredse (Hered, Fylke, Lagdømme) knyttede sig tilsvarende Forsamlinger af Kredsens Bønder (þing), hvor de behandlede sine Anliggender, og hvis Beslutninger, uden Hensyn til deres Gjenstand, benævntes Domme (dómr).
