afsagt til Tinge, tilkom derimod Kongen skógarkaup (landkaup), naar den skyldige vilde gjenerholde sin Fred, og Forbudet mod at omgaaes ham gjældte fremdeles, indtil han havde forligt sig med Kongen, med mindre han netop befandt sig paa Rejsen til Biskoppen (ferr till yfirbóta, jfr. IV. 62) eller vendte hjem igjen efter fuldgjort Pønitens. Men Kongen var i intet Tilfælde berettiget til at give Nogen Landsvist, som for Kristendomsbrud var dømt fredløs, forinden denne til Tinge havde godtgjort at være bleven forligt med Kirken og derom medbragte Biskoppens eller, i dennes Forfald, Kapitlets skriftlige Bevidnelse. Først derefter tilkom det Kongen at gjengive ham hans Fred (gera ílendan, jfr. IV. 41) mod Erlæggelse af skógarkaup.[1] – At i ethvert Tilfælde, hvor Gjerningen tillige indesluttede Forbrydelse mod nogen Privatmand, dennes lovlige Ret maatte være forbeholden, kan ikke betvivles.
Som oven bemærket, medførte Kristendomsbrud, foruden de i Loven fastsatte Bøder, tillige Nødvendigheden af at afsone den begaaede Synd mod Gud ved Skriftemaal og Pønitens. Den sidste bestod i Regelen i Faste og Bøder, Valfarter til hellige Steder, eller ogsaa i Almisser og andre Ydelser til gudeligt Brug. – Denne Pligt til at gjøre Bod var en Retspligt, hvis modvillige Forsømmelse paadrog Angjældende Kirkens Bann, der igjen havde til Følge, at Angjældende,
om han endda ikke inden 3 Maaneder forligte sig med
- ↑ Ef maðr gerir til útlegðar í kristnum rétti, ok gengr hann til yfirbóta fyrr en útlegd kemr á hønd hánum, þá á konungr ekki á því. En ef hann verðr útlægr gørr á þingi, þá á konungr landkaup, áðr en hann komi í frid, ok sektir af þeim, er ísamvist eru með hánum, nema þá er hann er fluttr til yfirbóta til biskups; þá skulu menn vera sektalaust með hánum, ok svá síðan stefna sú er liðin, er biskup lagði fyrir hann at bœta glœp sinn útanlands. En konungs menn megu þeim engum landsvist leyfa, er biskups ármaðr gerir útlægan um kristinn rétt. Nú kemr hann aptr ok hefir innt skript sína. Þá, er hann skyldi útanlands inna, þá kanni hann þing ok hafi þar rit biskups, eða staðarins ef biskup er eigi heima, eða ef hann er fráfallinn, ok láti gera sik ílendan, en konungr hafi áðr skógarkaup.
