Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/155

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Kirken, blev fredløs, F. L. III. 21;[1] J. K. R. 60, jfr. 47, og Haakon Haakonssøns Rb., gl. L. I. S. 459, Art. 3. – Og Skriftebrud (skriptrof), ved enten at falde tilbage i den samme Synd (her tænkes navnlig paa crimina carnis), eller ikke at udføre den paalagte Pønitens, var en egen Forbrydelse, der paadrog de 3 første Gange en Bod, efter F. L. III. 16[2] af 3 Mark, og efter J. K. R. 57 jfr. 47 af 12 Ører, og 4de Gang Fredløshed. – Ifølge J. K. R. 12 og 54 medførte Sacrilegium, hvortil henførtes allehaande Indgreb i Kirkens paastaaede Friheder (jfr. c. 21, 29, C. 17, qv. 4; c. 19, 22 X. de sent excom. (V. 39); c. 3 jfr. 4 og 5 VI. de imm. eccl. (III. .23), se og Eilifs 4de Statut 1327, Olafs Stat. 1351 Art. 15) ipso facto Bannsættelse, hvilken alene Paven selv var berettiget til at løse.

Kirkebod er imidlertid ikke i Loven paabudt for alle Kristendomsbrud, men kun for dem der er at betragte som virkelige Krænkelser af Religionens Krav. Vistnok kan Løven i dette Stykke ikke antages at have tilsigtet nogen udtømmende Opregning, og det citerede F. L. III. 24 viser indirekte, at Kirkebod var nødvendig i alle Fredløshedssager, jfr. G. L. 7, 28 og 29, der udtrykkelig foreskriver den i Tilfælde af modvillig Undladelse af kirkelige Forpligtelser samt for Troldom og Afgudsdyrkelse. Men dens Ilæggelse har udentvivl for en væsenlig Del beroet paa Gejstlighedens Skjønnende, og for blotte Pligtforsømmelser, som ej umiddelbart vedkom

Religionen, kom den neppe til Anvendelse. Derimod var den

  1. Ef biskup bannsetr mann, þá skal hann hafa þriggja mánaða frest at leiðrétta mál sitt. En at menn vefist eigi lengr í hans úgiptu, þá stefni biskups ármaðr hánum þing ok geri hann útlægan, nema hann leiðrétti þar þegar mál sitt, ok hafi biskup allt fé hans, en konungr landkaup.
  2. Ef maðr verðr eiðrofa eða skriptrofa við biskup, hvárt sem er kona eða karlmaðr; en þat er skriptrof, ef maðr gengr aptr til sømu syndar, er hann hafði fyrr gert um þau mál, er sekt bítr ok til skripta váru borin, eða eigi var af landi brott, sem skript var boðin; gjaldi þrjár merkr biskupi, ok svá annat sinni ok þriðja sinni. En ef þau gera þat optar, þá er karlmaðr útlægr, en biskup hafi hvern pening fjár hans; en kona fari útlæg, nema runnit sé á hønd hennar; en sjølf hafi hon fé sitt.