Om Behandlingen af den Fredløses Ejendom indeholder
F. L. III. 23 de samme Forskrifter, som V. 13 for de
verdslige Sagers Vedkommende, jfr. J. K. R. 61.
Paatalen af Kristendomsbrud, for saavidt de ikke tillige indesluttede en almindelig borgerlig Forbrydelse, henlaa under Biskoppens Aarmand, G. L. 9. 20, 22, 24, 30, 33; B. K. R. 5, 11, 14, 15, 17; E. K. R. 32, 41; F. L. II. 46, III. 1, 3, 20, 21, 23, 24; J. K. R. 49, 53, 59. 61 o. fl. J. K. R. 4, 29 og 47 nævner Præsten alternativt med Biskoppens Ombudsmand. Bøderne tilfaldt ifølge G. L. 22 Biskoppen, hvis de ikke oversteg 3 Mark; de større Bøder og, i Tilfælde af Fredløshed, det forbrudte Gods deltes mellem Biskoppen og Kongen, jfr. dog Kap. 8, der tillægger Biskoppen hele Boden for Tiendefald. B. K. R. 11, 16 og E. K. R. 8, 25, 32, 39 og 44 tillægger Biskoppen Bøderne udelte; men af det i Fredløshedstilfælde forbrudte Gods skulde, hvad der oversteg 3 Mark, deles i Vigen mellem Biskoppen og Kongen, og paa Oplandene mellem Biskoppen, Kongen og Bønderne. Efter Sigurds Kristenret, F. L. II. 10 jfr. III. 23, og J. K. R. 13, 14 og 65, jfr. M. G. K. R. 3, 9, 10 o. fl., skulde ogsaa Bøderne for Kristendomsbrud tilfalde Biskoppen alene, undtagen i Fredløshedssager, hvor saavel Boden som det forbrudte Gods skulde deles mellem Kongen og Biskoppen. Dog skulde efter J. K. R. 55 Boden for Aager (6 Ører) deles mellem Biskoppen og Kongen, og for Krænkelse af Freden i Fylkes- eller Høgendes-Kirke efter F. L. II. 10 og J. K. R. 13 mellem Biskoppen og Kirken. Bøderne for den Kvinde, som nægtede at opgive sin Barnefader, skulde efter F. L. II. 1 og J. K. R. 4 tilfalde Kongen alene, og Boden for Forsømmelse af Korsbyrd efter G. L. 19, F. L. II. 22 og J. K. R. 20 den Præst, der havde udsendt Korset.
Særeget for Kristendomsbrud var det, at ifølge F. L. III. 24 jfr. J. K. R. 62 Biskoppen var berettiget til at fritage den skyldige for Fredløsheden – dog vistnok kun i simple Utlegd-Sager, – naar denne, førend Sagen var bragt for Tinget, forligte sig med Kirken og underkastede sig den Pønitens, som Biskoppen paalagde ham, i hvilket Tilfælde Kongen ingen Beder kunde kræve. Efter at Fredløshedsdom var
