Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/15

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

mands Ret men Samfundet i det Hele, idet disse, som anført, betragtes som Forurettelser mod Samfundet som Person. Men det forstaar sig, at Staten ikke lige over for sig selv behøver at gjøre vilkaarligheden nogen Indrømmelse, – men at den enten mere eller mindre ubetinget nægter, eller ubetinget paabyder sagens Afgjørelse ved Bøder.

Derhos er det en ligefrem Følge af Samfundets stadige Deltagelse i og Medvirkning ved Retshaandhævelsen, at enhver Gjerning, som i nogen mærkelig Grad forstyrrede den retlige Orden og saaledes paakaldte Samfundets Mellemkomst, ogsaa gjorde dette selv til Part i Sagen og gav det en Fordring paa Fyldestgjørelse for sin brudte Fred (friðbrot, jfr. G. L. 152). – Det vilde være urigtigt at forestille sig denne offentlige Bod som et af Forbryderen ydet Vederlag for det ved Samfundets Mægling opnaaede Forlig. Thi vistnok kunde der ikke blive Tale om nogen saadan Bod, naar Hævnen virkelig indtraadte, da denne jo selv ydede Fyldestgjørelse lige over for Alle. Men ligesom Statens Kald ved Lovovertrædelsers Forfølgning var mere end en Forligsmæglers, saaledes var den offentlige Bod noget ganske andet end Salarium. Samfundet haandhævede Ret inden sin Midte ifølge selvstændigt Kald, og tog Bøder for Brud paa sin Lov i Kraft af egen Ret.

Paa disse Grundsætninger hvilede Strafferetten hos Oldtidens Nordmænd. Som øverste Regel gjaldt det vel, at den, som brød Loven, ogsaa forspildte dens Beskyttelse (F. L. I. 6: at løgum skal land várt byggja, en eigi at úløgum eyða; en sá er eigi vill øðrum unna, hann skal eigi laga njóta). Men derved var Forbryderen ikke ubetinget udstedt af Samfundet; endnu kunde efter Omstændighederne en vis Grad af Retssikkerhed blive ham tildel; og Betingelserne, hvorunder, og Graden, hvori Gjerningen skilte sin Forøver ved Lovens Beskyttelse, var fastsat ved Loven. I denne Henseende deltes Forbrydelserne i 3 Klasser:

1) de, som medførte total Udstødelse af Samfundet og ueftergivelig Fredløshed (úbótamál),

2) de, hvor Fredløsheden kunde ophæves ved mindelig Afgjørelse, og som altsaa kunde afsones med Bøder (útlegðarmál),