emendare), og heri flyder den igjen sammen med Erstatningen. Paa samme Tid som den, saavidt muligt, gjør det tilføjede Onde godt igjen, vidner selve dens Erlæggelse tillige om, at dette Onde ikke var noget, som maatte taales. Nu behøver den Fornærmede altsaa ikke længere at hævne sig; thi hans Personlighed er anerkjendt: tvertimod vilde Hævn nu alene være en unødig Grusomhed, da det, som endnu staar tilbage af den tilføjede Forurettelse, det historiske Faktum, dog ikke lader sig udslette. Kun ved enkelte Fornærmelser, der paa en Maade saarer Mennesket i dets Inderste, og hvor saaledes enhver Trøst og Forglemmelse er umulig, kan det siges, at den Fornærmede har Grund til ikke at slaa sig til Ro, inden Fornærmeren er ganske tilintetgjort; men i slige Tilfælde er man ogsaa kommen aldeles udenfor det retlige Felt[1].
Fastholdes det altsaa, at Strafferettens Opgave hos vore Forfædre er at drage Privathævnen ind under den retlige Orden og stille den under Lovens Herredømme, saa følger ligefrem heraf, at hoven selv maa gjøre en Adskillelse mellem Lovovertrædelserne i Forhold til deres Grovhed, med en dertil knyttet forskjellig Strenghed i deres Bedømmelse. I de allergroveste kan Hævnen ubetinget og uden Indskrænkning være tilladt eller endog Forlig forbudt; men i de mindre grove Tilfælde maa Hævnen være indskrænket inden visse Grænser og betinget af at mindelig Afgjørelse ved en for Tilfældet passende Bod ikke istandbringes, og Samfundet maa lade det være sig magtpaaliggende at virke til, at saadan Afgjørelse kommer istand. For de ringeste Sager endelig kan Staten ikke engang tillade nogen Hævn, men maa i fornødent Fald tvinge Fornærmeren til at give og den Fornærmede til at modtage Bod, forsaavidt ikke den førstes Vægring ved at bøde i og for sig giver Fornærmelsen en kvalificeret Skikkelse.
Den samme Betragtningsmaade gjør sig gjældende ogsaa ved de Lovovertrædelser, der ikke krænker nogen Enkelt-
- ↑ Se Njáls S. Kap. 146, hvor Kaare Salmundarsøn paa Forhaand nægter at modtage noget Forlig for Njaals-Branden, – og Grettis S. Kap. 22, jfr. 24, hvor Hjarrande siger, „at han ikke vil bære sin dræbte Broder i Pungen“.
