3) de, som skulde afsones med Bøder, og hvor Fredløshed saaledes enten aldeles ikke kunde indtræde, eller kun, hvor Fornærmeren nægtede at erlægge den lovbestemte Bod (bótamál).
Offentlig Straf paa Liv eller Lemmer (refsing) var stridende mod den fribaarne Mands Begreb om personlig Ret. Det var Tugt, hvilken alene var anvendelig paa Dyr og Trælle. Naar den fredløse Forbryder blev aflivet, var dette ikke at betragte som Straf, men som Følge af Straffen, af den retløse Tilstand, hvori han ved sin Forbrydelse var kommen. For enkelte Forbrydelser var der imidlertid ogsaa for Frie fastsat Livs- og Legemsstraf, idet de antoges at vidne om et saa foragteligt Sindelag, at Angjældende ikke kunde forlange at behandles som andre Frie. Herhen hørte fremfor alt Tyveri; dernæst Trolddom og unaturlige Laster samt, som det lader, i de ældste Tider, Hustruens Utroskab mod sin Mand.
Forbrydelsens regelmæssige Retsfølge hos Oldtidens Nordmænd var altsaa Fredløshed, idet Boden i alle Tilfælde var at betragte som en Løskjøbelse for hin.
Fredløsheden (útlegð), der, hvor den indtraadte, strakte sig over hele den norske Konges Omraade (landeign konungs várs), altsaa over hele Norge og dets Skatlande, indtraadte enten ubetinget eller kun betingelsesvis. Ubetinget indtraadte den kun for de groveste og skjændigste Forbrydelser, der betegnede Gjerningsmanden som hele Samfundets Fiende (vargr, niðingr; – úbotamál, niðingsverk). Som saadanne nævnes i de ældste Love: Landsforræderi (hit mesta niðingsverk), Hærfærd mod Fædrelandet uden forud opsagt Fred, Tryghedsbrud, Gridbrud, hemmeligt Drab (morð), Mordbrand (brennuvargr), Hjemsøgelse og Husbrud (gorvargr), Valrov og Hævn for Tyve (se G. L. 98, 178, 314; F. L. IV. 2–14 jfr. XV. 1–4). Hertil kom sednere: Barnemord, Trolddom, Stimandsværk (flugumenn), Voldtægt og gifte Koners Bort-
