alene 3 Øres Bod til Modparten og intet til Kongen, saafremt Gjerningsmanden paa Opfordring godvillig leverede Tingen tilbage; men i modsat Fald var han ogsaa brødig 3 Mark til Kongen. – Ogsaa F. L. X. 1 gjør Ransboden til Kongen afhængig af, at den skyldige nægter godvillig at tilbagelevere den tagne Ting.
Det viser sig imidlertid, at den typiske Forskjel mellem disse 2 Arter af Ran, eftersom det var forbundet med Voldsomhed mod Person, eller ikke, i Lovene, som vi nu besidder dem, ingenlunde er fastholdt og maaske heller aldrig har været strengt gjennemført. Efter Princippet skulde jo egentlig al modvillig Retsfornægtelse medføre Fredløshed (jfr. G. L. 34 Slutn.[1]), og det var derfor i sig selv naturligt nok, naar Bøder traadte i dens Sted, at ogsaa andre Hensyn, navnlig Gjenstandens egen Vigtighed, kom i Betragtning ved Fastsættelsen af den offentlige Bod, der jo maatte rette sig efter Retsforstyrrelsens Betydelighed. G. L. 90 (gl. L. I. S. 118) sætter saaledes 3 Marks Bod for at spærre alfar Vej (ræna øðrum þjóðgøtu), men 12 Ører for at spærre Sæter- eller Driftevej. B. K. R. 12 sætter 3 Marks Bod for mod Præstens Forbud at begrave Lig paa Kirkegaarden (greftarrán). Baade G. L. 102 og F. L. III. 20 sætter 3 Marks Bod for Nægtelse af at stille Tak i Rettergang. F. L. X. 24 jfr. IX. 23 sætter 3 Marks Bod saavel for Nægtelse af at betale vitterlig Gjæld (og det for hver frugtesløs Opfordring) som for Undladelse af at efterkomme Dom, – og samme Bod sætter ogsaa G. L. 121 for „at lægge Dom for en Arv, man ikke tilkommer“. Men G. L. 35 og 37 sætter i Almindelighed 12 Ørers Bod for Nægtelse af at betale vitterlig Gjæld eller at efterkomme Dom; men for Nægtelse af at „fæste Dom“ (for ikke-vitterlig Gjæld), – altsaa af overhovedet at indlade sig paa Rettergang, – sætter samme
- ↑ Ef maðr á søk at manni, ok vill sá eigi gjalda, er reiða skal, þá skal stefna hánum heim til krøfu ok váttar-søgu ok bjóða hánum sakbóta-tølu … En ef þá vill hann eigi reiða, þá skal stefna hánum til þings fyrir rán ok fyrir løgleysu; þá skulu menn dœma hann útlagan við þann, er sótti, ok við þá alla samþingendr, til þess at hann bjóði søk á þingi eða í fjølda manna ok hafi þar at reiða.
