hvor Kosterne ved Ransagning er fundne i den Sigtedes Besiddelse, og synes at have betragtet ethvert paa fersk Gjerning forfulgt Tyveri lige, hvad enten Kosterne fandtes i Tyvens Haand (Kap. 254) eller ved Ransagning i hans Hus (255); kun hvis de fandtes paa saadanne Steder eller under saadanne Omstændigheder, at de kunde antages indstukne der uden Besidderens Vidende og Vilje (bora-fóli, jfr. E. K. R. 24: stunga-fóli), havde denne Adgang til ligefrem at benægte Tyveriet (hann á níkvædt), og dette kunde ske med Lyrittered.[1] – Men, foruden, at allerede Adgangen til at aflægge Befrielsesed, – hvilken i ethvert Tilfælde, hvor ikke Tyven var greben i Gjerningen eller, ved at modsætte sig Ransagning, havde vendt en uafbevislig Formodning imod sig, maa have staaet den Sigtede aaben, – i og for sig medførte en Begunstigelse, om ikke i andet, ved den Adgang, som den til Edens Aflæggelse indrømmede Frist af 10 Uger maatte give den Skyldige til at redde sig ved Flugten, – saa kan det vistnok antages som ganske sikkert, at den „Fredløshed“, der indtraadte som Følge af en falden Lyrittered, i Virkeligheden alene betyder Bøder. Dette maa saaledes ogsaa antages at melde i ethvert Tilfælde, hvor Nogen var sigtet for et Tyveri, som ikke strax var blevet efterlyst, og Sporet forfulgt, saavelsom hvor Sigtelsen alene gjaldt Hæleri, se G. L. 257 og 258[2], der om begge disse Tilfælde siger, at Lyrittereden falder til útlegð; jfr. ogsaa G. L. 314, hvorefter Kjøb af røvet Gods, der ligeledes skulde nægtes med Lyrittered, alene medførte en Bod af 3 Mark til Kongen. – Rigtigheden heraf bestyrkes saavel ved de overensstemmende Udtryk om
- ↑ F. L. XV. 16: Ef maðr hittir føt sín í hløðu eða í hjálmi eða í viðkesti, þar er útan má í stinga, þá er þar lýrittar-eiðr; en ef undir hlaði annattveggja í hjálmi eða undir viðkesti, þar er eigi má hendi í fara, þá skal sá vera þjófr, er hlað Þat hlóð, hvárt sem þat var þræll eða búandi.
- ↑ G. L. 257: Nú kennir maðr manni stuld, en øðrum viðtøku, at hann hefi tekit við fé hans þjófstolnu; sá kveðr nei við; hann skal synja með lýrittar-eiði; en sá fellr til útlegðar. – 258: Maðr sœkir annan um stuld, ok er eigi lýst þýft eptir, þá skal sá synja lyrittar-eiði, er fyrir søk verðr; sá fellr hánum til útlegðar.
