Ombord paa sin Flaade havde han nemlig den gamle Biskop Hemming Gad, som tidligere havde været Danmarks hadskeste Fiende og en ivrig Modstander af de tre Rigers Forening. Den Tilsidesættelse, som Sten Sture havde ladet ham blive til Del og den Utaknemmelighed som var bleven udvist mod ham af den yngre Slægt, havde fremkaldt et fuldstændigt Omslag i hans hele Livsopfatning og politiske Holdning. Han havde efter Svante Nilssøns Død taget Ordet for, at Malmøfreden skulde opretholdes saaledes at Kong Kristiern skulde tilstaaes en aarlig Sum af Sveriges Krone. Men dette gjorde ham mistænkt for at spille under Dække med Danskerne og da han i 1518 paa troløseste Vis som Gissel var bleven bortført til Danmark, stempledes han som Landsforræder og hans Smule Eiendom beslaglagdes. Dette var mere, end han kunde bære. Nu havde han kastet sig i Armene paa Kristiern II og pønsede kun paa Hevn over sine Modstandere. Skjønt en ikke ringe Del af Svenskerne med Harme vendte sig bort fra den Mand, som paa slig Vis havde forraadt sit Fædrelands Sag, besad han dog hos Landsalmuen megen Indflydelse; den havde nemlig endnu den gamle Bondehøvding og hvad han for den havde været, i friskt Minde.
Medens Kongen ved en overordentlig flot Uddeling af Salt vandt de svenske Bønder for sig — thi en Tønde Salt var et ligesaa godt Lokkemiddel for Bonden, som et Len for en Adelsmand — toges Vesteraas Slot i Juli eller August Maaned ved Storm, og Underhandlinger aabnedes med Stockholm, som helt siden Mai Maaned holdtes beleiret af Danskerne. Beleiringen lededes dels af Kong Kristiern selv, dels af Otte Krumpen, medens Kongen var fraværende paa en Reise til Kjøbenhavn. Allerede tidligere havde Hemming Gad i en udførlig Skrivelse underrettet Stockholms Indvaanere om Aarsagen til den Vending, han i politisk Henseende havde gjort, og han forberedte ogsaa ved Underhaands Bearbeidelse Stemningen for Kristierns Antagelse til Konge. Efterat Vesteraas var falden, aabnede Kongen Underhandlinger med Stockholm og Fru Kristina. Et Gesandtskab, hvori Hemming Gad og Biskop Matthias af Strengnæs befandt sig, kom paa Kongens Vegne ind i den svenske Hovedstad, og saa veltalende var den gamle Danskehader nu bleven i at udmale den Mildhed og Naade, den danske Konge udfoldede, og den Ro og Sikkerhed som vilde udbrede sig over det hele Land under hans fredsæle Regjering at Fru Kristina snudde ham Ryggen og lod det hele Gesandtskab følge til Dørs. Nede i Byen var Modtagelsen ikke meget hjerteligere, da man fik høre, hvorledes Fru Kristina havde hilset dem. Ja, en ung Mand ved Navn Peter Fredag forglemte sig endog i den Grad, at han gjorde sig megen Umag for at faa slaaet ind Skallen paa den ottiaarige Olding Hemming Gad! Med Nød og neppe reddede han ved denne Leilighed Livet; men dette skræmte ham ikke fra at komme igjen. Efter gjentagne Samtaler fik han Herrerne i Byen til at lytte til sine Ord, og snart vandt han ogsaa
