Stureslægtens Forhaabninger om at bestige Sveriges Throne gik med ham i Graven. I sit Ægteskab med Kristina Nilsdatter Gyldenstjerne havde han vistnok tre Sønner og en Datter; men de var endnu smaa, den ældste kun 7 Aar gammel. Men i Fru Kristina boede der en Mands Mod og Hjerte. Da Sten Sture drog ud imod Fienden, havde han betroet hende Befalingen over Stockholms Slot, og snart skulde hun vise, at hun var denne Tillid fuldt ud værdig. Den ældste af Sønnerne, Nils Stenssøn Sture, fik hun i største Hast ved den trofaste Kantsler Peder Jakobssøn sendt til Kong Sigismund i Polen, hvor de tillige skulde søge Hjælp til Stockholms Forsvar. Ved ildfulde Skrivelser og Opraab reiste hun Sveriges Almue til Kamp mod den troløse Fiende, som nu stod for Stockholms Mure. Hendes Ord fandt overalt Anklang. Paa samme Tid, som Sveriges Stormænd holdt Møder, snart hist, snart her, og endelig fik mæglet en Stilstand, medens de paa et Møde i Upsala den 2den Marts underkastede sig Kongen mod at erholde Amnesti for det forudgaaende og Tilsagn om at Landet skulde styres i Overensstemmelse med gamle Love og Rettigheder, samlede Bønderne sig til et Stormanfald paa den fremrykkende Fiende. Ved Balundsaas, en Mils Vei fra Vesteraas, led de kongelige Knegte et afgjørende Nederlag; men da Almuen Langfredag den 6te April rykkede frem mod den fiendtlige Hovedstyrke, som laa i Upsala, blev den efter først at have vundet nogle uvæsentlige Fordele fuldstændig opreven og slagen. Ikke mindre end 10,000 Bønder skal være faldne og ifølge Forlangende af Gustav Trolle, der igjen var kommen paa fri Fod og havde sluttet sig til Fienden, blev de liggende paa Valpladsen til Bytte for Hund og Ravn. Men Gjæringen i Landet vedblev.
I Slutningen af April Maaned ankom Kong Kristiern II selv til Sverige efter at have indsat sin Dronning Elisabet til i Forening med Mor Sigbrit og Mogens Gjø at føre Styret i Danmark under sit Fravær. Ved sit Komme til Kalmar forlangte Kongen, at Fru Anne Bjelke, der efter sin Mands Død førte Befalingen paa Kalmars Slot, skulde overlevere ham dette; men til sin store Fortrydelse fik han det Svar, at hun ikke turde gjøre det for Befalingsmændene paa Stockholms Slot, som havde befalet hende at forsvare det. Han udstedte da et Opraab til de svenske Landskaber og beklagede sig over den Tort, som herigjennem blev ham tilføiet, skjønt han som Landets lovlig valgte Konge var kommen med de bedste Hensigter at afværge al Skade og Fordærv. Han tillyste nu en almindelig Rigsdag, som skulde møde udenfor Stockholm den 3die Juni for der at slutte en evig Fred mellem de tre nordiske Riger. Det lader imidlertid ikke til, at hans Ord har gjort synderligt Indtryk paa det svenske Folk, og Mødet blev kun sparsomt besøgt. Men Kongen havde draget Omsorg for at bevæge Almuen til Underkastelse paa anden Vis.
