Nu var derimod Bannet over Sten Sture bleven fornyet for hans voldsomme Færd mod Gustav Trolle og Landet belagt med Interdikt efter en Rettergang, som om Sommeren 1519 var bleven holdt paa et Kirkemøde i Lund. Denne Dom skulde Kristiern II’s Hær sætte i Verk.
Strax efter Nytaar 1520 rykkede den danske Hær gjennem Skaane og Halland op mod Vestergøtland, efterat en indtrædende sterk Kulde havde islagt alle Søer og rindende Vande. Meningen var at gaa over Tiveden og gjennem Nerike at trænge frem til Stockholm. Merkelig nok havde Sten Sture i de forløbne Aar ikke truffet nogen synderlig Anstalt til at forsvare sig selv og sit Land. Først ved Nytaarstider 1520, da de danske Tropper allerede var færdige til at falde ind i Danmark, henvendte han sig om Hjælp til de udenlandske Magter, navnlig til Polen og Danzig. Ikke desmindre gik han med Fyrighed og Mod den optrækkende Fare i Møde. Med et ikke ubetydeligt Opbud tog han Stilling paa og ved den tilfrosne Indsø Aasunda, ved Kjøbstaden Bogesund (nu Ulrikehamn), hvor de to Hovedveie sydfra krydsedes. Her kom det den 19de Januar 1520 til et. Slag. Allerede i Kampens Begyndelse rammedes Sten Sture af en tilbageprellende Kugle, der dræbte Hesten og knuste hans Laar. Anførerens Ulykke bragte Forvirring i de svenske Rækker; medens Hr. Sten. Sture paa en Slæde førtes bort fra Slagmarken, opløstes hans Hær fuldstændig og trak sig i Forvirring tilbage til Tiveden. Her vilde den ved Hærbraater forsvare sig og lokke Fienden i et Baghold. Uvist kan det vel ogsaa være, hvorledes det var gaaet de fremmede Leiesvende, hvis ikke Karl Knutssøn og andre i Skogkrig øvede Mænd havde været med. Men efter et tungt Dagsverk, i hvilket Franskmændene fik sin Andel af Byrden at bære, lykkedes det den 1ste Februar Kong Kristierns Hær at tage eller omgaa Forhugningerne, hvorefter den brændende og herjende fortsatte sit Tog til Vesteraas, hvor den rastede i 10 Dage.
I største Hast var den lidende Rigsforstander ført opover mod Stockholm. Saaret, der neppe vilde have været dødbringende under vanlige Forhold, blev det paa Grund af Vanrøgt og andre sammenstødende Omstændigheder, navnlig under den nagende Harme og Sorg, som de sidste Dages Begivenheder havde nedsænket Hr. Sten i. Medens han lidende og dødssyg laa i Strengnæs, sendte han et Bud til Gustav Trolle for at gjøre et Forsøg paa at stemme ham til Forsonlighed og drage ham over paa sit og Sveriges Selvstændighedsparti. Erkebiskopen skal have svaret imødekommende nok og lovet Rigsforstanderen Huldskab og Troskab. Hvorvidt han virkelig har ment det, eller om det kun var et Skalkeskjul, kan ikke siges. Men for Sten selv kunde det alt komme ud paa et. Thi samme Dag, som denne Aftale skal være truffet, døde Rigsforstanderen, idet han vilde kjøre over Mälarens Is til Stockholm (3die Februar 1520). Han var da ikke mere end 27 Aar gammel.
