telse, som var bleven hende til Del, med urokkelig Hengivenhed hang fast ved sin Ægtefælle. At Elisabet, der i mange Henseender var lige saa jevn og fordringsløs som sin mægtige Broder, virkelig holdt af Sigbrit, har vi Grund til at tro. Aaret efter Dyvekes Død (1518) nedkom Dronningen med en Søn, som fik Navnet Hans, og det næste Aar med Tvillinger, to Gutter. Ved begge disse Leiligheder var Sigbrit tilstede og modtog Børnene. Men ogsaa mod Keiser Karl V’s Søster brugte den hollandske Sælgekone det samme Frisprog, som hun var vant til at betjene sig af ligeoverfor alle. Ved Dronningens anden Barselseng sagde hun saaledes til hende: “Hvad skal vi gjøre med alle disse Gutterne? Hvor skal vi faa Lande fra til at forsørge alle disse Herrkens med?“ For det skulde imidlertid hverken Mor Sigbrit eller nogen anden gjøre sig unødige Sorger; thi Tvillingerne døde strax efter Fødselen, og Hertug Hans, den førstefødte Kongesøn, som blev overdraget Sigbrit til Opdragelse, levede kun til sit 14de Aar.
Først efter 6 Aars Forløb skulde det lykkes Kristiern II at komme i Besiddelse af Sveriges Krone; men en blodig Kamp skulde dog gaa forud for hans Thronbestigelse.
Efter Svante Nilssøns Død havde hans Søn Sten Sture den yngre, der endnu var en ung Mand paa 19—20 Aar, taget Arv efter ham. Men det svenske Rigsraad var tilbøielig til at overse ham for hans store Ungdoms Skyld, dels frygtede det vel og, at han, sin Faders Traditioner tro, skulde afstedkomme et Brud med Danmark. Det valgte derfor allerede faa Dage efter Svante Nilssøns Død til Rigsforstander Erik Trolle, en Mand, der havde sin Rod dybt i det danske Samfund. Dette skede paa et Møde i Arboga. Men Raadets Vilje var ikke Folkets; thi det hang ved Svante Nilssøn og hans Æt. Paa et Møde, som Erkebiskopen Jakob Ulvssøn holdt med Bønderne paa Upsala Torv for at forkynde dem Hr. Erik Trolles Valg til Rigsforstander, raabte nogle af dem strax: “Nei, ingen Troller, de er af dansk Blod“. Erkebiskopen kom da op at kjevles midt paa Torvet med en Dalkarl ved Navn Olaf Mogenssøn,
