slaaende Hænderne og stampende med Fødderne for at holde sig varme, medens de ventede paa Kongen, som var inde hos Sigbrit. At træde indenfor hendes Port for at søge Ly mod det sure Veir formastede ingen sig til. Det vilde være Synd at sige, at Mor Sigbrits ydre og indre Væsen havde undergaaet nogen Forandring, siden hun stod bag Disken i sin simple Høkerbutik i Bergen. Fine Manerer kjendte hun ikke. Talte hun om Adelen, saa omtalte hun den bestandig som en Hob af Gavtyve og Kjeltringer, som var modne for Galge og Steile. Skjælde og smelde gjorde hun bestandig, saa det stod vel efter, og mødte hun den mindste Modsigelse, gav hun fra sig en Flom af de værste Ukvemsord, saa nogen hver betakkede sig for at komme ind under hendes Veltalenheds Strøm. Kongen selv, der just ikke kan beskyldes for at have taget sig nær af Snak og Sladder, var ræd Sigbrits Mund; thi hun generede sig ikke for at give ham en Overhaling, naar hun syntes, han trængte det. “Dit Fæhoved“, “din Tosse,“ var hendes sædvanlige Tiltale til ham, naar hun fandt, han var tung i Begribelsen, og det var han altid, naar han ikke strax var af hendes Mening. Hun skal ogsaa have ladet sig forlyde med, at Kongen ikke turde understaa sig at gjøre andet, end hvad hun vilde, saa længe han blot var hende 10 Mile nær. At Folk ikke kunde forklare sig hendes store Indflydelse paa anden Vis, end at der maatte være Hexeri med i Spillet, siger sig selv. Ogsaa Erkebiskop Erik Valkendorf udtalte Frygt for, at hun forstod mere, end hun burde efter Kristenretten. Hendes Soveværelse saa ud som et Hexekjøkken, saa opfyldt var det med Kolber, Flasker og Glas. Paa en stor, rundbuget og langhalset Flaske havde hun forvaret en liden svart Djævel, sagde man. En Gang faldt Flasken i Gulvet og gik i Knas, og Djævelen slap ud. Da brød der løs et Jordskjælv og Uveir, saa man troede hele Kjøbenhavn skulde gaa tilgrunde.
Det var imidlertid ikke Trolddom, Sigbrit skyldte den Indflydelse, hun øvede. Hendes klare Forstand, de udmerkede Indsigter, hun besad i Handel og Næringsdrift, hendes indgaaende Kjendskab til fremmede Landes Institutioner og derhos et mageløst praktisk Greb paa alt, hun gav sig i Kast med, gjorde hende saa uundværlig for Kongen, at han ikke foretog sig noget uden først at have hørt hendes Raad. Hendes Kundskaber maa efter Tidens Maalestok have været overvættes store. Hun ses at have ført en smuk og fast Haandskrift. Hun var vel bevandret i Naturvidenskaberne, især i Kemi og Lægevidenskab. Den berømte Læge og Naturforsker Theofrastus Paracelsus besøgte hende og lærte af hende Tilberedelsen af en Lægedrik, som han høiligen roser. Under et raat og frastødende Ydre maa hun have huset mange særdeles agtværdige Egenskaber, som kun hendes allernærmeste forstod at skatte efter Fortjeneste. Ester Dyvekes Død synes hun at have gjort alt muligt for at bringe Kongen og Dronningen sammen i et virkeligt Samliv; med sit indtrængende Kjendskab til Mennesker maa hun have forstaaet at høiagte den ædle, hidtil saa haardt prøvede unge Fyrstinde, der til Trods for den Tilsidesæt-
