Kongen saa Thorben Oxe og hans Fætter Knut Pederssøn Gyldenstjerne til Thim fængsle paa Kjøbenhavns Slot. For Rigsraadet, som i denne Sag var det rette Værnething, optraadte Kongen som Anklager; men hvad hans Klage har gaaet ud paa, kan man af de forvirrede Beretningen som man har derom, ikke se; men sandsynligvis har den omfattet baade Voldtægt og Giftmord. Rigsraadet synes imidlertid dels at have afvist Sagen som urigtig stevnet, dels at have frikjendt den anklagede. Kongen mente nok, at Udfaldet vilde være bleven et ganske andet, om han havde havt saa mange Venner i Rigsraadet, som Thorben havde. “Men“, svor han, “om den Oxe end har en Hals saa diger som en Tyrehals, saa skal han dog miste den“. Han indstevnede nu Sagen for Gaardsretten, der var gjældende for Rigets Slotte, og som dannedes af tolv Bønder, og denne dømte i Overensstemmelse med Kongens derom nedlagte Paastand Thorben fra Livet. “Vi dømmer ikke Thorben Oxe, men hans egne Gjerninger dømmer ham“, saa lød den Formular, som blev anvendt ved Afsigelsen af denne Kjendelse. Knut Gyldenstjerne, der hverken var anklaget for Rigsraadet eller Gaardsretten, blev vist bort fra Hoffet.
Dommen var afsagt, men Thorben Oxes mægtige Slægt og Frænder gik i Forbøn for ham, selv Dronningen med sine Hofdamer gjorde Knæfald for Kongen for at faa Thorbens Liv skaanet. Men alt var forgjæves. Retten maatte have sin Gang, og Dommen fuldbyrdedes. Omstændighederne ved Dyvekes Død og Thorben Oxes Dom og Henrettelse er indhyllede i et næsten fuldstændigt Mørke, som vor Tids Kritik kun for en ringe Del har formaaet at sprede, og det kan vel være tvivlsomt, om Fremtiden vil formaa at skaffe synderlig mere Lys i denne Sag, da den hele Procedure fra først til sidst synes at være bleven ført mundtlig. Den nærmeste Tids Historieskrivning, der forfægtede Adelspartiets Synsmaader, stemplede Thorben Oxes Domfældelse som et Justitsmord, som en raa Vilkaarlighed fra Kongens Side, og endnu i vore Dage er man tilbøielig til at bryde Staven over Kong Kristiern derfor. Hvorvidt Dyveke virkelig er ryddet af Veien ved Gift, kan neppe afgjøres, langt mindre om Thorben Oxe har været Redskabet dertil. Men Sigbrit selv paastod, at den eneste Ophavsmand til hendes Datters Død var Throndhjems Erkebiskop Erik Valkendorf og ham forfulgte hun derfor med et uforsonligt Had, der ikke hvilede, før hun havde faaet ham styrtet.
Var det saa, at Dyveke faldt for et Snigmord, og havde Ophavsmanden til det troet over hendes Lig at komme Moderen tillivs, saa holdt disse Beregninger ikke Stik. Sigbrit stod fra nu af fastere i Kongens Gunst og Tillid end nogensinde, og hele Hoffet fra Kongen af til den yngste Kjøkkensvend maatte staa paa Pinde for hende, den forhenværende Høkerenke. Svaning fortæller, at han som Skolegut ofte saa Kongens fornemste Hofmænd staa udenfor hendes Port i Regn og Slud eller i den strengeste Vinterkulde
