og da denne var lidt paa en Kant, kjørte han slig rundt med den gamle Erkebiskop, at han fandt det rettest at stikke Pibe i Sæk. Efterat Erkebiskopen var bleven maalbunden, havde ingen af Rigsraadets øvrige Herrer Hu paa at indlade sig med Bønderne, og de indgik derfor i Juni Maaned et Forbund om at hævde Rigsraadets Myndighed paa Grundlag af den med Danmark sluttede Fred. Ikke desmindre maatte de finde sig i at bøie sig for Folkeopinionen, og den 23de Juli 1512 hyldedes Sten Svantessøn Sture paa et Møde i Stockholm som Sveriges Rigsforstander.
Der indtraadte nu et Øiebliks Ro i det af indvortes Uroligheder oprevne Samfund. Sten Sture syntes i det hele at ville følge en fredelig Politik, idet Overenskomsten i Malmø om Sommeren 1513 bekræftedes, som ovenfor fortalt, og den 60—aarige Fred med Rusland stadfæstedes. Den bansatte Hemming Gad maatte opgive det Bispedømme, han gjorde Fordring paa, og dette blev overdraget til Østgøten Hans Brask, som forresten var en Alen af samme Stykke. I Sten Stures Regjering fik Hemming intet at sige.
Blandt de Fiender, Sten Sture fra første Stund af havde at trækkes med, var hans Stifmoder Fru Mereta Ivarsdatter og hendes Stifsøn Karl Knutssøn. Disse to sammenbragte Børn, Karl Knutssøn og Sten Svantessøn, kunde navnlig ikke godt enes, og Karl, der fandt Medhold hos Fru Mereta, søgte altid af bedste Evne at fortrædige sin Broder, naar Leilighed gaves. En anden Uven, Sten Sture strax efter fik, var Gustav Trolle, ældste Søn af hans tidligere Medbeiler til Rigsforstanderværdigheden; foruden det Slægtshad, Gustav havde arvet, overtog han ogsaa som en uheldsvanger Arv Erkebiskopen Jakob Ulvssøns Had til Sturerne, idet han ved dennes Resignation i 1515 i en Alder af kun lidt over 30 Aar blev viet til hans Eftermand. Men allerede ved Gustavs Valg og Indvielse havde Sten Sture saa langt fra lagt an paa at faa den gamle Ættetvist udslettet, at han meget mere ved forskjellige underfundige Kneb paa Forhaand havde søgt at undergrave hans Stilling baade ved Kurien og andensteds. Dette glemte Gustav Trolle ham ikke. Allerede ved den første Samtale, Sten Sture havde med ham efter hans Hjemkomst fra Kurien, gav han ham med største Aabenhjertethed at forstaa, hvor han havde ham: Bansættelse og evig Fordømmelse baade her og hisset skulde times Hr. Sten, hvis han ikke i et og alt gjorde, som Erkebiskopen vilde. Optrækkende Skyer viste, at Uveir og Storm var i Vente.
Udpaa Sommeren 1516 skulde der holdes en Herredag i Telge; men til Trods for gjentagne Opfordringer fra Sten Stures Side om at indfinde sig her udeblev Gustav Trolle og hans fornemste Tilhængere aldeles. Der var dog vigtige Sager, som her skulde forhandles; saaledes skulde det afgjøres, om Stäke Slot og Len skulde tilhøre Kronen eller Erkestolen i Upsala. Siden Kong Kristofers Dage havde denne Borg tilhørt Upsala Erkebisper. Blandt dem, som havde sluttet sig til Erkebiskopens Parti, var den onde
