Side:Øverland - Illustreret Norges Historie 4.djvu/273

219

Dronning Elisabet.

Fra Isabellas Komme til Danmark var hendes Fred og Ro borte. Foran hende laa Livet i hele sit strenge Alvor, strengere maaske, end nogen kan danne sig en klar Forestilling om. Hendes Ægteskab blev hende en Skole for idel Selvfornegtelse, for Savn og Lidelser af alle Slags. Kongen, hvem hun omfattede med den vaagnende Kjærligheds hele Enthusiasme, og som var hendes et og alt, havde ialfald i den første Tid af deres Ægteskab kun liden Plads for hende i sit Hjerte; thi det tilhørte nu engang Dyveke. Det taler til denne hendes Medbeilerindes Fordel, at hun aldrig benyttede sin Magt over Kongen til paa nogensomhelst Maade at fortrædige Dronningen eller nedsætte hende i hendes Ægtefælles Øine. Tvertimod finder vi, at Kongen paa sin Vis altid viste hende Agtelse og Hengivenhed, gav hende Andel i Regjeringssagerne, betroede hende endog de vigtigste Hverv og anviste hende betydelige Indkomster til hendes Underhold. Selv gamle Mor Sigbrit, som mindst af alt synes at have været et Følelsesmenneske, holdt snart oprigtig af den unge Fyrstinde, ja efter Datterens Død overførte hun ganske sin moderlige Kjærlighed paa hende og — fik den besvaret. Endda uudgrundeligere bliver disse Gaader, naar man iagttager den Holdning, som Keiser Maximilian og det nederlandske Hof indtog ligeoverfor Kongen for Dyvekes Skyld af Hensyn til Isabella eller Elisabet, som vi herefter vil kalde hende. Fra Elisabets nederlandske Selskabsdamer forplantede Rygtet om Kongens fortsatte Samliv med Dyveke sig snart til Nederlandenes Hof, hvor Skandalen udnyttedes til at haane den dansk-norske Konge i Alverdens Øine. Herfra var Veien til Keiser Maximilian ikke lang, og fuld af Harme over den Overlast, som hans Sønnedatter skulde lide af Kongen, hans Bolerske og det Slæng, som omgav hende, var han ikke lang at tøie. De sikre Forlydender, Elisabets Hofdamer havde bragt til Torvs, bevægede Kejseren i Begyndelsen af 1516 til at sende en Gesandt ved Navn Sigismund Herberstein opover til Danmark for at faa Kongen til at afbryde det stødende og forargelige Samliv med Dyveke og sende hende tilbage til Holland og bortgifte hende der. Ikke nok hermed skulde den keiserlige Gesandt gjete Kongen saalænge, til den keiserlige Formaning var efterkommet. Man har bevaret Herberfteins Dagbog over denne Reise, og efter den at dømme maa Kristiern have været alt andet end blid over den Indblanding i hans huslige Forhold, som hans Dronnings Familie tillod sig. Til en Begyndelse svarede han de fremmede Gesandter, at hans Forhold til Dyveke ragede hverken Dronningens Farfader eller hendes Broder, og at han ikke agtede at afbryde sin Forbindelse med den elskede, fordi hans Dronnings Familie fordrede det. At det var hans ramme Alvor, ikke et Øiebliks Opbrusning, som bragte ham til at tale saaledes, fremgaar noksom af, at han et Par Dage, før Gesandterne kom, havde kjøbt en Gaard i Kjøbenhavn, som Dyveke og hendes Moder strax efter tilflyttede; derhos havde han sat de hollandske Klaffersøstre, som naturligvis af pur Ærbarhed havde