Til den Tid, Brudens Hjemførelse skulde foregaa, sendte Kristiern til Nederlandene et Gesandtskab, der anførtes af Erkebiskop Erik Valkendorf af Throndhjem og Nils Henrikssøn (Gyldenløve) af Østraat, der vistnok i denne Anledning havde faaet Titelen Norges Riges Hovmester. Men ved det nederlandske Hof synes der at have reist sig Vanskeligheder ved at anbetro den unge Fyrstinde til hendes Gemal. Egentlig havde Keiser Maximilians Datter Margreta, der var Regentinde i Nederlandene og hidtil havde været sine Broderbørn i Moders Sted, da deres Moder, den sindssyge Johanna af Kastilien, længe havde været ude af Stand til at varetage sine Pligter som saadan, aldrig havt noget tilovers for Partiet. Først gjordes der Ophævelser i Anledning af den Trediedel af Medgiften, som ifølge Ægteskabspagten nu skulde have været udredet. Dernæst havde Kongens Forhold til Dyveke vakt Betænkeligheder, og der var dem, som mente, at Bryllupet af den Grund maatte udsættes et Aar, for at Kongen kunde faa Tid til at løsrive sig fra denne Forbindelse. Meningen var sandsynligvis hermed kun at have et Paaskud til at faa Partiet endelig hævet. Erik Valkendorf lovede derfor, at han af al sin Magt og Evne skulde søge at faa Dyveke fjernet. Endda kan det hænde, at det hele Gesandtskab havde maattet vende om med uforrettet Sag, om ikke den unge Prinsesse havde bevaret den Troskab, hun skyldte den Mand, til hvem hun havde knyttet sin Skjæbne for Livet. Den 26de Juli 1515 kunde hun endelig tiltræde sin Reise til Danmark, ledsaget af et anseligt Gesandtskab. Med dyb Sorg saa hendes Faster og hendes Undersaatter hende drage afsted, ret som om der var opstaaet hos dem en Anelse om, hvilken stormfuld og ulykkelig Fremtid hun gik imøde.
I Kjøbenhavn havde de mange fornemme Bryllupsgjæster, som havde samlet sig fra nær og fjern, Uge efter Uge ventet paa Brudens Komme. Taalmodigheden havde forgaaet dem, og idet de vistnok gjorde sig alskens Forestillinger om Aarsagerne til hendes Udebliven, havde en Del allerede forladt Kjøbenhavn og en Del gjort sig rede til Opbrud, da det spurgtes, at den kongelige Flaade var gaaet under Seil. Skjønt Kongen, der allerede ved de tidligere førte Forhandlinger ikke skulde være sat i den til Brudens Modtagelse forønskede Stemning, og endnu mindre blev det ved det Ophold, som saaledes fandt Sted, gjorde han dog alt istand til hendes festlige Modtagelse, da hun den 9de August holdt sit Indtog i Kjøbenhavn. Overreisen havde været haard, og hun havde været saa søsyg, at hun tyktes Døden nær, og hun beholdt i mange Dage Mindelse om sin Færd. Neppe var hun kommen i Land fra Flaaden, før der brød løs et voldsomt Regnskyl, der gav Indtogshøitidelighederne et alt andet end festligt Præg. Den 12te August viedes hun, fremdeles syg og medtagen, til Kongen paa Kjøbenhavns Slot, hvorpaa hun paasattes Kronen som Rigets Dronning.
