havde hentet nedover til Sjæland, hvor han havde anvist dem Bolig paa Hvidøre Slot, nær Taarbæk. Alligevel tilsagde hans kongelige Værdighed og Statskunsten ham, at det nu, da han allerede var 33 Aar gammel, var paa høi Tid, at han ved en legitim Forbindelse skaffede sig en Arving, hvis blotte Tilværelse vilde krydse de Planer, hans intrigante Farbroder omgikkes med. At hans Kjærlighed til Dyveke skulde være kjølnet, har man ingen Grund til at tro.
Allerede som ung udvalgt Konge var Kristiern et attraaværdigt Parti og et Formaal for Samtidens diplomatiske Beregninger. Et fyrsteligt Giftermaal var nemlig i den Tid stedse et Moment af indgribende Betydning, en Faktor, om man vil, til hvem de største Statsinteresser knyttede sig. Allerede længe før Kristiern havde traadt fine Barnesko, havde der været flere Giftermaalsforslag fore, baade med russiske og franske Prinsesser. Men intet af de Forslag, som forelagdes, vandt Bifald. Skulde Kong Kristiern gifte sig, saa maatte det ialfald være med en Fyrstedatter af det Hus, som sad inde med den største Glans og Magt, med en Ætling af den habsburgske Keiserfamilie. Herpaa synes de Overveielser, han anstillede i Forening med Rigsraadet, sin Moder Dronning Kristina og sin Morbroder, Kurfyrst Fredrik den vise af Sachsen, at have gaaet ud.
Keiser Maximilians Søn Filip († 1506) havde i sit Ægteskab med Ferdinand den katholskes Datter Johanna 6 Børn, hvoriblandt Sønnen Karl, den senere saa bekjendte Keiser, i hvis Riger Solen aldrig gik ned, og Døttrene Eleonore og Isabella. Kong Kristiern havde nok mest Hu paa den ældste, Eleonore, men hun var alt bortlovet eller saa godt som bortlovet til det portugisiske Kongehus. Men hendes Søster Isabella, der var født i 1501, ansaas i alle Maader for et jevngodt Parti, da hun som Spanierinde var tidlig udviklet baade med Hensyn til Aand og Legeme. Braavakker var hun ikke; dertil var hendes Underlæbe — som hos de fleste Habsburgere — noget for svær. Men hun var yndig og tækkelig, og Godheden lyste hende ud af Øinene. Da hun blev ældre, viste hun ogsaa, at hun var i Besiddelse baade af Forstand og af Kraft, og da Ulykkerne brød sammen over hende, udfoldede hun en sand Heltindes Dyder. Derfor staar hun ogsaa som en af Verdenshistoriens om ikke største, saa ialfald ædleste Kvindeskikkelser.
Et Gesandtskab, i hvis Spidse stod Biskop Gottskalk Ahlefeld af Slesvig og den danske Ridder og Rigsraad Mogens Gjø, begav sig om Vaaren 1514 til Keiser Maximilian, der var Sønnedatterens Formynder. De traf ham i Linz, og da alt Giftermaalet vedkommende allerede paa Forhaand var ordnet af Kristierns Morbroder Kurfyrst Fredrik, kunde Ægteskabspagten allerede den 29de April besegles. I denne blev det bestemt, at Bryllupet og Brudens Hjemførelse til Danmark skulde foregaa ved St. Hans Tider 1515. Medgiften blev fastsat til 250,000 rhinske Gylden. Efter saa forrettet Erende begav Gesandtskabet sig til Nederlandene, hvor Vielsen som ovenfor fortalt fandt Sted.