Forsamling af Udsendinge fra de nordiske Landes Rigsraad. Paa dette Møde blev der ikke, som Hensigten med dets Berammelse havde været forhandlet om en Fornyelse af Unionen med Sverige, men om Kongevalget for Danmark og Norge. Paa det norske Rigsraads Vegne mødte 8 Medlemmer nemlig 5 Prælater, Erkebiskopen af Nidaros, Biskoperne af Oslo, Hamar og Bergen samt Provsten ved Apostelkirken i Bergen, og tre verdslige Herrer, nemlig Nils Henrikssøn (Gyldenløve) til Østraat, Knut Knutssøn Baat og Henrik Krumedike, hvilken sidste dog for Tiden ikke var bosat i Norge. Det var en yderst kummerlig Repræsentation for det norske Folk; de tre af dem var danskfødte, en svensk og en var bosat i Danmark. Men værre var det, at Raadet neppe talte stort flere Medlemmer; thi det fremgaar, at der den sidste Tid tydelig var lagt an paa ikke at besætte de ledige Pladse med de faa Overhoveder, de sidste Adelsslægter endnu talte. Anledningen blev nu benyttet til at vedtage en kongelig Haandfæstning.
Under Forhandlingerne herom, som førtes skriftlig, fremlagde det norske Rigsraad en Forestilling om de Brøst, som fandtes i Norge.
I denne Forestilling beklager Rigsraadet sig over, at Kongen fører Titel af “ret Arving til Norge“, skjønt ingen mere har Ret til at føre denne Titel. Thi, heder det, “den Tid, Kong Olaf døde af Norge (1387), da tømtes Arven i Norges Rige og var da ingen ret Arving til Norges Rige igjen af Kongeæt“. Senerehen havde Landet været et Valgrige som de ved hvert Kongevalg udfærdigede Recesser tydeligen udviser. Dernæst klages der over, at Kong Hans tvertimod sit edelige Tilsagn ikke havde indløst de pantsatte Orknøer og Shetlandsøer med Skatten af Man og Suderøerne. Dernæst heder det: “Det er og vort Begjær, at Eders Naade vil forse Norges Riges Raad og indfødte Ædlinger med Norges Riges Slot og Len og lægge de Len til Slottene, som pleier at ligge dertil, og at Eders Naade vil sætte dem paa mulig Afgift, saa at de kan forbedre Slottene og kan holde Folk, dem uden Skade og Eders Naade og Riget til Tjeneste, at afværge Rigets Skade og Fordærv, efterdi Eders Naade er ikke selver tilstede. Og at Eders Naade ikke vil sætte os nogen Vanbyrding over Hovedet, som hertil været haver, og ingen Len sætte høiere paa Afgift, end som de stod udi Eders Naades Faders og Farfaders Tid.
Item, at Kirker og Klostere skal have deres frie Kaar og Valg efter deres Privilegier og Friheder, og de Kirker, som Kronen haver jus patronatus til, maatte forses med Norges Riges indfødte Mænd.
Item skal ei nogen Skat eller Tyngsel lægges paa Riget, Almuen eller Kjøbstadsmænd uden Rigets Raads “Fuldbyrde“ eller Samtykke.
Item, at Raadet nordenfjelds og sønden skal have fuld Magt at høre alle Sager udi Rette og skal ingen skyde sig fra deres Ret og uden Riget med mindre end Rigets Raad dømmer dem selv udaf Riget og for Eders
