ved sit Forhold til Fru Edle Jernskjæg paa det dybeste maa have krænket, overlevede ham til 1521.
Kong Hans skildres paa følgende Vis af Arild Huitfeldt, der ganske vist har sin Viden fra Folk, som havde set ham: “Han var en passelig høi og fireskut (ɔ: firskaaren) Mand med et bredt og tykt Liv og Bryst, trindlagt i Ansigtet og vel beskikket Legeme. Han førte ingen Hoffærdighed i sine Klæder, at man paa Klæderne neppelig kunde skjelne hannem fra en af de andre Hofsinder. Han var ikke overflødig i Mad og Drikke, drak og ikke heller gjerne, men hans Drik var meste danskt Øl, og aad gjerne gammel Mad efter dansk Vis, uden der kom fremmede Gesandter eller Rigens Raad og gode Mænd til hannem, at han da skulde have dennem til Gjæst, da vidste han vel at traktere og fare med dennem paa kongelig Vis, som det god Skik og Held kunde have, at intet fattedes, som hørte til en kongelig Pragt og Herlighed, og selv sad han da hos dennem til Bords, klædt udi en lang sid Gyldenstykkes Kjortel, som slog ned til Skoene, bunden og omgjordet i Midje og havde en dansk Kaarde ved Siden, thi saadanne Sværd efter gammel dansk Vis gik han altid med, og holdt sig altid gjerne baade med Klæder og Værge efter god gammel tarvelig dansk Sædvane og vilde ikke gjerne tage paa nogen ny Vis og Skik, som nu (desværre) meget brugeligt er.
Udi Gjæstebud var han lystig og glad og havde Lyst af Sang og Spil, at man kunde vel merke, at han af Naturen var sangvineus (d. e. Sangviniker), endog han af Alder og megen Krigs Bekymring blev og noget melankolisk“.
Dette hypochondre Drag i Kong Hans’s Karakter skal, efter hvad man antager, have faaet Udslag i et Par Handlinger, som minder om Sønnens voldsomste Vilkaarligheder, nemlig Drabet paa Rentemesteren Anders Skriver og Rigshovmesteren Paul Laxman. Navnlig skal den førstes Henrettelse, der af Samtiden nærmest stempledes som et Justitsmord, i Kongens senere Leveaar være gaaet ham nær til Hjerte.
Man dømme imidlertid herom, som man vil; det bør dog ikke glemmes, at Hans var den første Nordbo, som for første Gang igjen efter næsten et helt Aarhundredes Forløb beklædte de forenede Rigers Throne, og at hans Politik var af udpræget nordisk Karakter. Nogen stor og usædvanlig dygtig Mand var han vistnok ikke; men han stod dog ikke lidet over det middelmaadige. Navnlig maa man fæste sin Opmerksomhed ved den alvorlige Stræben, han udfoldede, for at løsrive Norden fra den Afhængighed, hvori det stod til Hansestæderne. Mindst skylder Norge ham af alle hans Riget. Skjønt Tilstanden hertillands tør have været bedre end i hans Faders Tid, foretoges der fra Kongens Side intet Skridt til at styrke den norske Selvstændighedsfølelse. Rigsraadet, hvis Tilværelse nu ikke var stort andet end et Skin, nærmede sig mere og mere sin fuldstændige Opløsning, idet
