Side:Øverland - Illustreret Norges Historie 4.djvu/251

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
199
Svante Nilssøn Rigsforstander i Sverige.

ligge i Vinterleie med egen Husholdning, men tinge sig i Kost hos Borgerne og ene og alene handle med Kjøbstadsmænd, Geistlighed og Adel. Enhver Tysker, som vilde tage Borgerskab i Oslo og inden 2 Aar gifte sig enten med en indfødt eller fremmed Kvinde, skulde erholde Del i disse Privilegier. Det skulde fremdeles som hidtil staa Kjøbmænd af Stralsund, Rostock, Wismar og Greifswald frit for at seile til Oslo og Tunsberg paa Kjøb og Salg med Undersaatterne, naar de blot svarede Told efter Norges Lov.

Men som nu disse Foranstaltninger til Oslos Opkomst lagde Beslag paa Kongens Foretagsomhed spurgtes der med et fra Hedemarken, at der var udbrudt Opstand her. Til Foged paa Hedemarken var der nys før indsat en Mand ved Navn Søren Skaaning der tidligere havde staaet i Knut Alvssøns og Nils Ravaldssøns Tjeneste, men bedraget dem begge. Hans Nabo var en anden Danske Morten Tuesen, som bestyrede Henrik Krumedikes Gods og Forlening. Da nu Kong Kristiern havde udskrevet betydelige Naturalydelser og forhøiet Afgifterne, nægtede Bønderne at betale dem. Fogderne der var lidet omtykte og neppe heller hørte til Guds bedste Børn, vilde da bruge Magt. Men da reiste Bønderne sig, slog Morten Tuesen ihjel og tvang Søren Skaaning til at flygte efter at have dræbt flere af de Mænd, han havde om sig. Deres Anfører var en Herluf Hufvudfat eller Hyttefad, der synes at have været en velstaaende Bonde eller ringere Adelsmand. Herluf, hvis Tilnavn tyder paa svensk Herkomst, har vistnok hørt hjemme i Mjøsegnen, muligens i Stange paa Hedemarken. Men den af ham ledede Reisning maa dog have grebet sterkt om sig over hele Oplandene.

Paa Rygtet herom samlede Kong Kristiern strax en betydelig Krigsskare, hvortil ogsaa Biskop Karl Jæmte af Hamar maatte afgive en Del Knægte, og rykkede mod Bønderne, der havde tænkt at forsvare sig bag Forhugninger. Men Kristiern var vel hjemme i Bøndernes Maade at føre Krig paa; han omgik Forhugningerne og tvang Bønderne til at optage Kampen paa en aaben Plads. Her led Oprørerne et frygteligt Nederlag, og Herluf selv med flere andre af Bøndernes Førere toges til Fange. Ogsaa Thotens Bønder havde begyndt at røre paa sig, og da det rygtedes, at Kongen vilde lægge Tilbagetoget over Thoten og Hadeland, agtede de at møde ham paa Kjølveien. Men det samme Held, som havde fulgt Kristiern paa hans tidligere Færd, fulgte ham ogsaa nu. Det lykkedes ham at omgaa Bøndernes Postering. Den største Del af dem toges tilfange og indespærredes i de store Kjældere paa Thotens Prestegaard. Derpaa vendte Kongen tilbage til Akershus, hvor han lod nedsætte en Domstol over Bønderne. Den største Del af dem slap med store Bøder, men Herluf Hufvudfat og to andre af Bøndernes Førere dømtes til Døden. For at faa Rede paa den Sammensværgelse, som Kristiern antog maatte ligge til Grund for Reisningen, lod han Herluf og de øvrige lægge paa Pinebænken.