Side:Øverland - Illustreret Norges Historie 4.djvu/252

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
200
Norges Historie.

Herunder skal Herluf have benegtet meget af, hvad han blev spurgt om; men han skal dog ogsaa have opgivet som sine Medskyldige flere, som man hidtil ikke havde havt Mistanke til. Herluf og de to andre Ledere blev henrettede udenfor Akershus og deres Hoveder sattes paa Stage, Herlufs med en Jernkrone paa i Midten, paa en omtrent i Mands Høide opkastet Stendynge. Paa dette Sted, som senerehen er kaldet Hovedstangen[1], (dial. Hu-Stangen), saa den lübeckske Prest Reimar Kort endnu 24 Aar bagefter de tomme Stager.

Hvem de Mænd har været, som Herluf og hans Kamerater paa Pinebænken opgav som Medskyldige, findes intetsteds nævnt. Men deriblandt maa Biskop Karl Jæmte af Hamar have været, den samme, som havde bistaaet Kongen med Knegte til at dæmpe Opstanden. At Karl har spillet under Dække med Svenskerne, er sikkert nok, og han synes netop paa denne Tid at have havt det temmelig travlt dermed. Men Kongen maatte gaa forsigtig til Verks; thi anede Karl den mindste Uraad, saa vilde det endog være rimeligt, at ham havde sørget for at faa sin sterkt befæstede Bispegaard og med den Herredømmet over en betydelig Del af Oplandene over paa svenske Hænder. Kristiern tog da sin Tilflugt til List.

Han skrev nemlig strax et Brev til Biskopen og bad ham snarest muligt komme ned til Sarpsborg, hvor han just skulde holde Borgarthing, for at gaa ham til Haande ved de der forefaldende Sager. Biskopen anede imidlertid Uraad og blev der, han var. Kongen skrev ham anden Gang til uden at faa noget Svar. Først da Biskopen modtog den tredie, særdeles indtrængende Skrivelse, gav han sig i Vei. Til sin Søster og sin Svoger, Peder Kempe, en Svenske, der var kommen til ham for at føre Underhandlinger paa Svante Nilssøns Vegne, sagde han, at han haabede at være hjemme igjen 8 Dage efter. Underveis anede Biskopen, at det var en Fælde, han blev lokket i, og vilde rømme til Sverige. Men det lykkedes ham ikke. I Stedet blev han fakket og ført til Akershus hvor han indsattes i et haardt Fængsel.

Biskopen havde Kristiern saaledes sikret sig; men nu gjaldt det at saa fat paa hans Gaard. Med et Følge paa 500 Mand, deriblandt 60 Ryttere, drog han opover, og det var just den 8de Dag efter Biskopens Afreise, da man paa Slottet ventede denne tilbage, han kom did. Biskopens Foged var just borte i et Ærende Da han og hans Mænd var saa nær, at de burde ses fra Slottet, satte de i et tennende Trav og med spændte Buer hen imod Porten og raabte, at man skulde lukke op for Kongen og Biskopen, for Svensken var efter dem og vilde tage Slottet. Porten kom da op i en Fart, og — Kristiern var Herre over Slottet. Biskopens Mænd blev tagne til Fange. Da Kongen gik omkring paa Bispegaarden, henkastede han de

  1. Hyppigst, men feilagtig, kaldet Hovedtangen.