Borgere og de rostockske Kjøbmænd, som her havde slaaet sig ned, som lagde Beslag paa hans Opmerksomhed.
Siden Kong Hans i 1487 havde indrømmet Rostockerne de gamle Privilegier, som Kristofer af Bayern havde tilstaaet dem, havde Oslo Borgere tiet; de vidste jo, at det ikke vilde frugte noget alligevel, om de klagede aldrig saa meget eller fik Kongen til en Maaneds Tid eller to at lette lidt paa det Tryk, som Udlændingen øvede paa dem. Nu, da den udvalgte Konge Kristiern befandt sig midt iblandt dem, var det ligesom de fik nyt Mod, og fra hans Side har det vistnok ikke skortet paa Opfordringer, at de maatte komme frem med, hvad de havde paa Hjerte, saa skulde han se til, hvad han kunde gjøre. Den 7de Januar 1508 mødte Oslos tvende Borgermestere, Raadmænd og mange Borgere (“al Menigheden“ heder det i det nye Privilegiebrev) paa Provstegaarden i Oslo (nær ved den gamle Kongsgaard), hvor de for Kongen personlig og de Mænd, han havde indkaldt, fremførte sine Klagemaal over den Uret og Skade, som de havde lidt og fremdeles maatte lide paa Grund af de Rettigheder, som de rostockske Kjøbmænd i deres By var i Besiddelse af. De klagede bitterligen over, at de i sin Næring og Bjering led den største Afbræk af de fremmede. Thi naarsomhelst de vilde kjøbslaa med Bønderne, og frembød Sølv, Guld, Kobber, Klæde eller Humle, da svarede disse bestandig: “Vil Tyskerne ikke have det, da skal I faa det; men vil Tyskerne have det, da faar I intet deraf“. End ikke af de faste Eiendomme, som Tyskerne mod Loven og Privilegierne ved Kjøb havde erhvervet sig i Byen, vilde de svare Skat eller Tynge. Men naar de saa havde samlet sig Pungen fuld, da begav de sig til Tyskland, Rostock eller hvor de forøvrigt kunde høre hjemme, med Rigdommen, og Armod blev tilbage i Riget. Alt dette beviste Oslos Borgere klarligen for den unge Konge og hans forsamlede Mænd. De berettede og godtgjorde fremdeles, at ganske faa Aar, før de tyske Kjøbmænd kom hid at sælge og kjøbe med Gjæst og Bønder i Alnemaal, Lod og Kvintin Aaret rundt imod Norges Lov, da var der i Oslo fem eller sex hundrede rige og velemnede Mænd, Norges Rige til Hjælp, Trøst og Bestand, naar Behov gjordes, medens der nu ikke fandtes over 60 eller 80 husarme fattige Mænd, og Aarsagen hertil sagde de, var ingen anden, end at de tyske Kjøbmænd laa der i Byen til stor Skade og Fordærvelse for Borgerne. Hertil synes de rostockske Kjøbmænd, som havde afgivet Møde, ikke at have havt stort at indvende. For at rette paa disse Ulemper tilbagekaldte derfor Kongen alle de Privilegier og Friheder, som de tyske Kjøbmænd hertildags havde havt i Oslo og tog alle Borgere i Kjøbstaden med Hustruer og Tjenere i Værn og Beskyttelse, saaledes at de for Fremtiden skulde for Norges Konge alene og kun i Tilfælde af Krig og fiendtligt Anfald staa under Fogderne paa Akershus Ingen udenlandsk Kjøbmand, som herefter bragte Varer til Oslo maatte handle Gjæst med Gjæst eller med Bønderne, ei heller maatte de
