med Hensyn til Handelen paa Norge samt forskjellige nye Begunstigelser, deriblandt Formildelse af Strandretten og Bestemmelserne om de i Norge afdøde Kjøbmænds Efterladenskaber samt Tilladelse for 3—4 Kjøbmænd at have Vintersæde i Byen for at føre Opsyn med Vareoplagene. De hanseatiske Handelsmænd saa med sure Miner til de Rettigheder, Amsterdamerne fik, og henvendte sig nogle Dage efter til Kristiern med Bøn om Forbedring af sine Privilegier; men alt, hvad de opnaaede, var Bestemmelserne om Strandretten. I Privilegiebrevet blev der imidlertid tilføiet et Tillæg, som maa have taget sig temmelig ildevarslende ud i Hansekjøbmændenes Øine. Med Hensyn til de tyske Haandverkere, som de fra gammel Tid havde havt i Byen, som Guldsmede, Skræddere og Bødkere, tillader han dem fremdeles at beholde dem, men kun indtil videre, idet han forbeholder sig efter nærmere Forhandling med Hansestæderne at faa Forholdet ordnet paa anden Vis. For saadan Imødekommenhed havde Hanseaterne vist helst betakket sig, om de havde vovet. Men paa den ene Side skulde der mere end et Kongebud til for at knække Hanseaternes Magt i Bergen, og paa den anden viste det flg. at Hanseaterne siden Olaf Nilssøns Dage intet havde lært og intet glemt. De viste den unge Konge, at de ikke var bange for ogsaa at vende Vrangsiden ud mod ham.
Under Kongens Ophold i Bergen hændte det nemlig, at nogle af Kongens og Erkebiskop Gautes Mænd sad sammen i Erkebiskopsgaarden paa Stranden[1] og drak. Under denne Svir røg nogle op at slaas, og en “galen Karl“ eller Hofnar, som Kongen satte stor Pris paa, blev dræbt. Om en Stund rygtedes det til Kongsgaarden, at Kongens Kantsler, Erik Valkendorf, var bleven slagen i Erkebispegaarden. Saasnart Kongen hørte det, satte han og alle de, som i Øieblikket var hos ham, i største Raseri afsted til Erkebispegaarden for at tugte Drabsmændene. Men da han og hans Følge over Bryggerne og gjennem Adelgaden var komne til Skostrædet, stængte Skomagerne dette af med en Port, og Kongen blev derfor nødt til at tage en stor Omvei for at komme over til Stranden. Men da han var naaet til Erkebispegaarden, vilde Erkebiskopens Svende ikke slippe ham ind, og saa ustyrlig, som Kristiern var i sit Raseri, kan man forstaa, at der snart vilde have ligget et Hus. Da kom heldigvis Hr. Nils Henrikssøn til Østraat til idet mest kritiske Øieblik og forklarede, hvorledes det hele hang sammen. Kongen kom da igjen til Besindelse, og det hele Uveir drev over.
Kristierns Ophold i Bergen blev denne Gang neppe af synderlig lang Varighed; allerede før Vinterens Begyndelse synes han at være vendt tilbage til Oslo, hvor han tilbragte Vinteren, optagen med fredelige Forretninger. Især var det Ordningen af Forholdet mellem Oslo Bys
- ↑ Paa den nuværende Nykirkes Tomt.
