var i Slutningen af 1506 bleven fjernet fra denne Post, men havde i Erstatning erholdt Borgholm paa Øland. I denne Stilling udfoldede han en saa rastløs Virksomhed som Flaadechef eller Sørøver, som det i Tidens Sprog samtydigt kaldtes, at Svante Nilssøn var rent fælen derved. Ved St. Hans Tider 1509, da en ny Stilstand var udløben, foretog han et Tog til Finland, som der skulde gaa Ord af langt gjennem Tiderne. Natten mellem den 2den og 3die August listede han sig med sit Krigsfolk ind i Byen, hvis Befolkning opskræmtes af sin trygge Søvn ved Hærblæsten. I fem Dage grasseredes der her paa det skrækkeligste; mange af Borgerne blev nedhuggede og alt det Gods, som kunde bortføres, blev bragt ombord paa Skibene. Selv Kirker, Klostre og Gejstlighedens Eiendele undtoges ikke fra Soldaternes Rovgriskhed. Men det varede ikke længe, før Samvittigheden slog den vilde Kriger, at han hverken fandt Rift eller Ro paa sig. For at
faa Fred med sig selv besluttede han at vandre paa sin Fod til Kristi Grav; men paa Veien derhen overraskede Døden ham i Landsberg i Bayern. Vi har et andet Exempel paa Tidens Barbari i følgende Træk. Ved Nargø udenfor Reval tog to kongelige Skibe tolv finske. Krigsmændene huggede Hænder og Fødder af Fangerne og kastede dem saa overbord!
Nogen Tid efter Ulykken i Aabo sluttedes der den 17de August 1509 Fred i Kjøbenhavn hvorved Svenskerne forpligtede sig til at betale Kongen og Dronningen 13000 Mark aarlig, indtil Hans eller hans Søn Kristiern igjen antoges til Konge, hvorhos Slottene Kalmar og Borgholm skulde forblive i den danske Konges Besiddelse.
I Norge havde der siden Knut Alvssøns Dage existeret et misfornøiet svensk Parti, som spekulerede i det hele Grænserøre. Dette maa det have været, som saa længe havde opretholdt Nils Ravaldssøn, og som til sine Tider benyttede Anledningen til at skaffe Svante Nilssøn og hans Høvedsmænd Indpas i Landet. Ved Svante Nilssøns Indfald i 1503 maa Oslo
48. Kong Hans’s Haandskrift.
O. A. Øverlands Norges Historie IV.
