Kapitel saaledes have forstrakt ham med Penge, og i Udskriften paa et Brev kaldes han Norges Riges Hovmester. Skjønt Almuen med Hensyn til det hele Statsstyre forholdt sig fuldstændig ligegyldig og kold, kan man dog, om end svagt, skimte Forhandlinger, som det svenske Parti i Norge har drevet med Sveriges Rigsforstander om en paatænkt Forbindelse med dette Rige.
Det kunde ikke undgaa Kong Hans’s Opmerksomhed, at der virkelig var Fare paa Færde, og han indsaa, at den eneste Maade, hvorpaa Forbindelsen mellem Norge og Danmark kunde opretholdes, var at give det førstnævnte Rige en kraftig Lokalregjering, i hvis Spidse han stillede sin dengang 25aarige Søn Kristiern med fuld kongelig Myndighed. Ligesom et Par Aar tidligere skulde det ogsaa denne Gang lykkes den unge Kongesøn at redde Foreningen mellem de to Riger, hvis udkaarede Thronfølger han var.
Kristiern var født 1ste Juli 1481 paa Slottet Nyborg i Fyn, saa Uger efter Farfaderens Død. Der herskede paa den Tid Ro i Norden. Men ved hans Fødsel, siger Sagnet, skede der dog Tegn, som varslede om de kommende Begivenheder, hvori han skulde spille en Rolle. Han graat høilydt i Moders Liv, heder det, og da han kom til Verden, holdt han sin høire Haand fast tilknyttet; da man aabnede den, fandtes den fuld af Blod.
Den Opdragelse, Kristiern fik i sin Ungdom, var hel forskjellig fra den, som blev Tidens Kongesønner tildel. Hans Fader satte ham nemlig bort til en kjøbenhavnsk Borgerfamilie, der rigtignok i Dyder kunde maale sig med hvilken som helst adelig. Det var Hans Meisenheim Bogbinder, en af Hovedstadens rigeste, kløgtigste og mest afholdte Borgere, som fik den unge Kongesøn til Opfostring. I dennes Hus og i Omgang med Borgerbørn voxede han saa op. Til Lærer fik han Kanniken Jørgen Hindse fra Hindsholm i Fyn. “Kristiern“, skriver Allen, “gjorde sin Lærer meget af det ved sin Vildhed I Stedet for at holde sig til Jorden fandt han Fornøielse, uden at ænse Faren og skaane sine Fløilsklæder, at kravle paa Tage og Gavle eller krybe op paa Hanebjælken i Høloftet og lade sig dumpe ned paa det underliggende Hø. Byens Drenge var hans Legekammerater. For dog at have noget Baand paa ham besluttede Læreren at tage ham med sig i Kirken, naar han skulde besørge Ottesang og Aftensang og anden Tjeneste, og her stod nu Kristiern blandt de andre fattige Peblinge og sang i Koret. Men dette tog Kong Hans ilde op; han syntes, det dog var altfor simpelt for hans Søn, den udvalgte Konge, at stilles lige med det fattigste Barn i Byen“. Kanniken afskedigedes som Prinselærer, og Kristiern, der ved samme Tid synes at være flyttet fra Hans Bogbinders Hus, fik en tyst Videnskabsmand til Lærer, der pluggede en god Portion Latin i ham, saa han baade kunde føre en Samtale i dette Sprog og klare en hel Forelæsning fra Begyndelsen til Enden, ja endog fandt Fornøielse og Underholdning deri. Ved Siden heraf lærte han alle de Færdigheder og Dygtigheder, Tidens Adelsmænd maatte tilegne sig. Han sad godt til Hest, kunde paa Turnerpladsen med
