paa hans Isse. Med bidende Spot svarer han paa de Fornærmelser, som hans Uvenner lod blive ham til Del, med munter og grovkornet Vittighed spøger han med sine og Hr. Svantes tvivlsomme Kaar, omtrent som han var en uinteresseret Tilskuer af det hele. Han, den udvalgte Biskop af Linkøping, bander som en Landsknægt, hver Gang han faar en ubehagelig Tidende enten fra Ven eller Fiende. Men igjennem alle hans Breve, der med sonografisk Nøiagtighed opfanger alle de Stemninger og Lidenskaber, som rører sig hos denne mægtige Mand, bæver en dyb Fædrelandskjærlighed og en urokkelig Tillid til hans Sags endelige Seir. Til Svante Nilssøn skriver han en Gang saaledes: “De Stockholms Borgere skriver, at fiendtligt Krigsfolk til Hest er i Vente. Lad dem da komme i Gottes Donners Navn. Den milde Moder Maria Mø, som hjalp syv Kirkesogne i Ditmarsken, hun kan vel næst Guds Bistand hjælpe et helt Kongerige. Vær ved et frit Mod! I skal se, alting gaar vel“. Under alt dette afviste baade han og Svante Nilssøn, til Trods for det Pres, som fra flere Sider øvedes paa dem, længe ethvert Forslag om at aabne Underhandlinger. Tilsidst fik det mægtige Fredsparti inden det svenske Rigsraad det dog maget saa, at der i Kjøbenhavn den 17de April 1508 blev vedtaget en Vaabenstilstand paa 2 Maaneder, hvorpaa der i Vardberg ved St. Hans Tider skulde holdes et Møde af 24 Rigsraader fra de tre Riger for at saa alle Tvistemaal bilagte. Men det, Svante Nilssøn engang ikke vilde, det vilde han ikke, og saaledes fik han Sagen udsat fra Møde til Møde, medens der paa den anden Side mægledes den ene Stilstand efter den anden. Men lige meget hjalp det; medens Underhandlingerne indlededes som bedst, rasede ogsaa den eiendommelige og pinlige Guerillakrig, og nærmest maa man vel antage, at de ødelæggende Streiftog, som fra svensk Side foretoges til de danske Grænselande og fremkaldte Repressalier fra dansk Side, netop var anlagte paa at forpurre Fredsforhandlingerne. Henimod Udgangen af 1507 brændte Henrik Krumedike Ny Lødøse; til Gjengjæld gjorde Svenskerne et Indfald i Skaane i Februar 1508, og henved en Maaned senere foretog Aake Hanssøn en Færd til Øen Anholt, hvor han gjorde et rigt Bytte i det Sølv og de Kostbarheder, som Borgerne i Vardberg, Halmstad og Falkenberg havde bragt derhen. Under den første Vaabenstilstand, der varede fra 1ste Mai til 1ste Juli 1508, lod Svante Nilssøn nogle af sine Høvedsmænd gjøre Indfald over de norske Grænser, og saasnart denne Stilstand var udløben, herjede den danske Flaade under Jens Holgerssøn Ulfstand Kysterne af Østergøtland, Stockholms Skjærgaard og forskjellige Egne af Finland, hvor bl. a. Borgaa blev stakket i Brand. Den anden Vaabenstilstand i 1508, der varede fra 15de August til Mortensdag, krænkedes i samme Mon af Hemming Gad ved Angreb paa Kalmar og af Otte Rud ved Herjinger af de svenske Kyster. Denne sidste, som vi fra før af kjender som Høvedsmand paa Baahus efter Henrik Krumedike,
