Hr. Henrik Krumedike, som i ethvert Fald var en Mand, der ikke satte de formelle Hensyn tilside, at Sagen ganske vist kunde have været ordnet paa en anden Maade, end Tilfældet her var, hvorved han kunde være bleven fritaget for Ansvar. 8 Dage efter Knuts Drab samlede han Lagmændene i Oslo og Tunsberg samt de to Borgermestere i den førstnævnte By paa Torvet og forlangte af dem en Dom efter Norges Riges Lov over den, som havde forraadt Kongen Land og Folk fra. En tre Tylvters Ret af Oslo Borgere dømte saa Knut Alvssøn som Landsforræder til at have “Fæ og Fred“ forbrudt. Men det var ikke herpaa, Hr. Henrik vilde have dømt, og Retten maatte saa igjen troede sammen for at udtale sig om Leidet og dets Misligholdelse. Resultatet heraf var en Dom, som nærmest tager sig ud som et Aktionsindlæg mod Hr. Knut og et Forsvar for Hr. Henrik. Den konkluderer med, at Hr. Henrik bør være fri for enhver Tiltale, og at Hr. Knut, som uærlig brød sit Leide, som Lig bør ligge under Kongens Miskun og hans Gods være hjemfalden til Kronen. Herefter rettede alle sig. Men til Trods for denne Dom synes det dog, som den store Almenheds Sympathi temmelig snart har omgivet Hr. Knuts Minde med en lidet fortjent Straaleglans, navnlig fordi man troede, at han var bleven lokket i et Baghold. I den skibyske Krønike, som i Reformationstiden forfattedes af Paul Eliassøn, Vendekaaben kaldet, heder det om ham: “Knut Alvssøn var en fornem Ridder i Norge, mere taabelig end ondskabsfuld, hvis Godmodighed de Svenske misbrugte, idet de bevægede ham til at gjøre Opstand. Erkebiskopen af Roskilde og Henrik Krumedike kaldte ham under offentligt Leide, hvilket man burde have overholdt endog mod den grusomste Tyrk, til sig paa et Skib og dræbte ham, der intet ondt anede, saaledes som menederske Forrædere, men ikke de, som agter en Ed, pleier at gjøre“. Dette var visselig ogsaa den Opfatning, en større Del af Nordmændene nærede. Saa godt de norske Bønder end likte Hr. Henrik Krumedike, der bestandig havde lagt an paa at gjøre dem tillags, fandt de dog nu, at han havde baaret sig ad som en Skarv. Hvad Hr. Knut derimod angaar, saa havde han i levende Live aldrig havt noget godt Ord; alligevel var det ikke frit for, at han nu efter sin Død blev tillagt en Betydning, som han tiltrods for sine Rigdomme aldrig vilde have faaet. Umuligt er det jo ikke, at de svenske Herrer har hvisket ham noget i Øret om, at han som Haakon V’s Ætling nok kunde være et høveligt Emne til Konge, og at han med Tiden vilde blive det. Men saa meget er ialfald sikkert, at han ikke holdt det fornødne Maal. Det er liden Mening i at stille ham som Repræsentant for den norske Selvstændighedstanke ved Siden af Aaslak Bolt. Thi stod Aaslak med Hensyn paa Fædrelandssind ikke som en ægte Repræsentant for det norske Folk, Bygdepatriot, som han vel nærmest var, maa han dog siges at have indtaget en Stilling uendelig høit over Hr. Knut, der kun spekulerede i Mellemrigsrøret. Naar der i smukke Vers er bleven sagt, at “Hugget i
