i Brand. Derimod er der intet, som tyder hen paa, at de aabenbare Fiendtligheder vilde være blevne begyndte fra Hr. Henriks Side, for Vaabenstilstanden var udløben. Til Mødet, der holdtes paa et Skib i Oslo Havn, medbragte Hr. Knut Henrik Krumedikes Brevdrager, og under den Ordvexling, som udspandt sig i Anledning de opsnappede Breves Indhold, lader det til, at Hr. Knut har ladet nogle “selstsyne og behende“ Ord falde, der lod Hr. Henrik ane, at den eneste Udvei, han nu havde til at redde sig ud af den Vanskelighed, hvori han var stedt, var hans Uvens Drab og den Forvirring, dette muligens kunde afstedkomme. Hr. Knut og flere af hans Ledsagere blev da nedhuggede og de øvrige tagne til Fange. Disse skal strax have tilstaaet, at Hr. Knuts Agt havde været den paafølgende Nat at rette et uventet Angreb paa Oslo By, saasnart Forhandlingerne var endte. Mistanken blev bestyrket saavel ved de Sammenstød, som umiddelbart efter fandt Sted mellem de udstillede Poster, som ved den truende Holdning, Nils Ravaldssøn indtog med sin Styrke, der allerede var kommen Byen paa en halv Mil nær.
Vistnok streifer denne Fortolkning af Kilderne sterkt ind paa Gjetningens Omraade; men i det store hele tør den vistnok slaa til.
At den Udsigt til at se sin By afbrændt, som Oslo Borgere saa lykkelig og vel havde undgaaet, ikke har havt en ganske uvæsentlig Indflydelse paa deres Omdømme, er sikkert nok. Det gik nemlig temmelig snart op for
45. Hertug Kristierns Segl.
