Knut Alvssøns Pande var et Hug i Norges Hjerte“, er der ikke Spor af Sandhed i saadan Tale.
Umiddelbart efter Drabet paa Knut Alvssøn overgav Akershus sig og fik en ny Høvedsmand i Hr. Knuts Frænde Knut Knutssøn Baat. Her blev ogsaa Hr. Knut Alvssøns Lig i samfulde tolv Aar staaende over Jorden eller “liggende paa Morde“, som det i Tidens Sprog kaldtes. Hans to Sønner, Karl og Erik Knutssøn, var nemlig mindreaarige, og hvad Forholdet mellem Hr. Knut og hans Hustru Fru Merete Dyresdatter angaar, var dette, hvis der var noget i Folkesnakket, ikke synderlig godt men saa meget bedre mellem hende og Svante Nilssøn, til hvis Omsorg hun var bleven betroet under Hr. Knuts sidste Tog. Fra sit sikre Tilflugtssted hos Svante Nilssøn, hvis Trolovede hun strax efter sin anden Mands Død blev, søgte hun af bedste Evne at støtte denne, idet hun med Bud og Breve vedligeholdt Misfornøielsen i Norge. Under Anførsel af Erik Jonssøn fra Vestergøtland gjennemstreifede en svensk Hær i Løbet af Høsten det søndenfjeldske Norge, hvorfra han henimod Aarets Udgang gjennem Hedemarken og Solør vendte tilbage til Vermeland med de bedste Efterretninger og Hilsener fra den norske Almue, ret som om den intet høiere ønskede end snarest muligt at gjøre Hr. Svante Nilssøns Bekjendtskab.
Hr. Henrik Krumedike var imidlertid vendt tilbage til sit Slot Baahus. Men ogsaa i hans Forlening ytrede der sig temmelig truende Tegn paa, at en ny Tid var i Anmarsch. Ganske vist lykkedes det Hr. Henrik at fakke nogle af Tidens Nihilister, der kunde overføres at have gjort sig skyldige i Mord, Brand og Røveri i hine urolige Dage og desuden havde paadraget sig Mistanke for paatænkt Brandstiftelse i Konghelle og en natlig Overrumpling af Baahus; men Hr. Henrik forstod godt, at det kun var de smaa Fiske, han paa den Vis fangede i sit Garn. Nils Ravaldssøn, som nu atter dukkede op, fik derimod gaa fri. Han streifede ind under Baahus’s Mure og satte sig for en Tid fast i Konghelle, hvor han til en Begyndelse nedsablede den af Hr. Henrik her anbragte Garnison. Desværre har man ikke nærmere Efterretninger om denne merkelige Guerillakrig; kun ser man, at Kong Hans paa en Maade var misfornøiet med den Holdning, Hr. Henrik Krumedike derunder udviste, og om Vaaren det næste Aar maatte hans Svoger Otte Rud overtage Baahus Slot i hans Sted. Men hermed var Hr. Henrik ikke tilfreds, thi han var sig bevidst at have gjort, hvad der stod i hans Magt. Men han fandt dog en Slags Retfærdiggjørelse i, hvad der paafulgte. Thi midt i Mai Maaned 1503 stod Svante Nilssøn i Oslo, hvorfra han vistnok i den følgende Maaned trak sig tilbage; men alt tyder dog hen paa, at hele det søndenfjeldske Norge endnu har været behersket fra Sverige af. Om Begivenhederne her besidder vi ingen nærmere Besked. Vi ved kun, at Nils Ravaldssøn oftere maa have foruroliget Viken og de norske Grænselandskaber
